Hobro IK

Manglende mål frustrerer Babayan: - Jeg skulle have scoret seks-syv mål mere

Edgar Babayan tog nederlag mod FC Midtjylland på sin kappe

Edgar Babayan var skuffet over, at han ikke fik scoret mod FC Midtjylland. Foto: Lars Pauli

Edgar Babayan var skuffet over, at han ikke fik scoret mod FC Midtjylland. Foto: Lars Pauli

FODBOLD:Da Hobro IK fredag aften tabte 0-2 til FC Midtjylland, fortsatte en dårlig trend for Edgar Babayan.

Igen måtte Hobro-spilleren gå målløs fra banen efter en kamp, hvor det ikke burde være endt sådan. Ved stillingen 0-0 fik Babayan frit løb mod FC Midtjylland-målet, men han sendte sin afslutning et godt stykke forbi.

- Det kunne have ændret hele kampen, hvis jeg havde scoret, og jeg havde også en første halvleg, hvor jeg skulle have scoret. Det er ikke godt nok, at jeg kun har scoret et mål på straffe i den her sæson. Jeg burde have lavet seks-syv mål mere, så jeg må tage den på min kappe igen i dag, siger Edgar Babayan.

Han erkender, at han ganske enkelt har været for uskarp i denne sæson, og at det har kostet point.

- Havde jeg scoret på halvdelen af mine chancer, havde vi haft seks-ni point mere, siger Edgar Babayan, der mod FC Midtjylland dog kunne glæde sig over, at der var fremgang i forhold til sidste uges nederlag til SønderjyskE.

- Vi mødte ligaens bedste hold, og i en times tid var det jo os, der var det farligste hold. Vores indgang og attitude var meget bedre end mod SønderjyskE. Vi spillede noget meget bedre fodbold, og vi har også spillerne til at spille sådan. Nu må vi bare arbejde endnu hårdere og håbe, at det vender, siger Edgar Babayan.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.