Aalborg Håndbold

Martin Larsen er tilbage i Aalborg Håndbold

Den 28-årige bagspiller bliver igen forenet med sin far, når han vender hjem til Nordjylland

Martin Larsen gør comeback hos Aalborg Håndbold. Arkivfoto: Peter Broen

Martin Larsen gør comeback hos Aalborg Håndbold. Arkivfoto: Peter Broen

HÅNDBOLD:Som NORDJYSKE tidligere kunne fortælle, gør Martin Larsen comeback hos Aalborg Håndbold.

Den 28-årige højre back har skrevet en treårig kontrakt med Aalborg Håndbold fra sommeren 2021. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.

Dermed vender Martin Larsen hjem til sin barndomsklub, hvor farmand Jan Larsen er direktør.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at trække Aalborg-trøjen over hovedet igen. Mine sæsoner i udlandet har været meget lærerige, men jeg har hele tiden haft en ambition om at vende tilbage til Aalborg Håndbold en dag. Timingen var god for begge parter på nuværende tidspunkt, og det føles som det helt rigtige skridt for mig. Jeg har selvfølgelig fulgt klubben tæt de seneste sæsoner, og det har virkelig været spændende. Det ser jeg frem til at blive en del af, siger Martin Larsen i pressemeddelelsen.

- Jeg er utrolig glad for, at Martin vender hjem til Aalborg. Han er en spiller med et kæmpe fighterhjerte, der samtidigt besidder store kvaliteter i begge ender af banen. Han har udviklet sit spil yderligere i udlandet, og med hans kendskab til klubben og ikke mindst spillemæssige evner er jeg sikker på, at han bliver en vigtig brik i jagten på at opnå vores mål, udtaler cheftræner Stefan Madsen.

Martin Larsen spiller lige nu i den tyske Bundesliga for SC DHfK Leipzig, hvor han tiltrådte sidste sommer efter to sæsoner i franske PAUC.

Den venstrehåndede bagspiller har fået sin håndboldopvækst i Aalborg Håndbold, og inden sit skifte til udlandet nåede Martin mere end 200 kampe og 700 mål for klubben. Han har to DM-titler på sit cv.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.