Medie: Ny Fremad Amager-ejer har været dømt for bedrageri

Josh Wallace, som leder investorgruppen, der har købt Fremad Amager, har en bedrageridom på cv'et.

Sydbank Pokalen 1/4-finale: Fremad Amager - SønderjyskE <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Sydbank Pokalen 1/4-finale: Fremad Amager - SønderjyskE Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Amerikanske Josh Wallace, som står i spidsen for den investorgruppe, der mandag overtog Fremad Amager, har tidligere været dømt for bedrageri.

Det skriver Tipsbladet med henvisning til amerikanske retsdokumenter, som mediet har set. Ekstra Bladet beretter også om dommen.

Wallace blev ifølge Tipsbladet anholdt i 2011 af FBI under mistanke for at bedrage adskillige kunder i sit firma System Capital for i alt 3,5 millioner dollar.

I 2013 blev han dømt i sagen efter at have tilstået, men slap for at komme i fængsel. I stedet fik Wallace og System Capital hver en bøde, på hvad der svarer til 2,7 millioner kroner.

Derudover har Wallace ifølge Tipsbladet også været involveret i en anden bedragerisag, hvor han i forbindelse med et forhør angiveligt havde sagt, at han ofte havde svært ved at sige sandheden.

Til Tipsbladet siger Wallace, at han tager det fulde ansvar for de fejl, han ifølge ham selv har begået.

- Det er længe siden. Det var noget, jeg gjorde, som jeg ikke nødvendigvis er stolt over, men også noget, jeg ikke viger væk fra. Det skete, og jeg er gået gennem processen med at betale prisen for det og rette op på det og er kommet videre, lyder det fra amerikaneren.

Fremad Amager-direktør Allan Ravn kender godt til Wallaces fortid og har ikke betænkeligheder ved at arbejde sammen med amerikaneren, siger Ravn til Tipsbladet.

- I en proces omkring et køb og salg af en virksomhed, i det her tilfælde en fodboldklub, er der tusindvis af dialoger og samtaler på kryds og tværs og due diligence, og hvad ved jeg. At decideret spørge ind til en eventuel købers kriminelle fortid, det har jeg ikke gjort, siger Ravn til mediet.

Han påpeger desuden, at det ikke er Fremad Amager, der har solgt klubben til Wallace og den amerikanske investorgruppe, men de nu tidligere ejere, det Monaco-baserede selskab SCP Waterfront.

Mandag skrev Fremad Amager, at Josh Wallace "igennem mange år har arbejdet indenfor tech-branchen og adskillige andre brancher med succes".

/ritzau/