AaB

Medie: Okore er i søgelyset i matchfixing-sag

Stor spillelyst på advarsel til AaB-forsvareren

Jores Okore begik dette frispark sent i kampen mod OB. Arkivfoto: Lars Pauli

Jores Okore begik dette frispark sent i kampen mod OB. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:AaB meddelte tirsdag, at klubben har fået en henvendelse fra Nordjyllands Politi om, at politiet kigger på en specifik henvendelse i en kamp i efteråret med henblik på en efterforskning om matchfixing.

Ekstra Bladet mener at vide, at det drejer sig om kampen mod OB i oktober, og at det er AaB-forsvarsspilleren Jores Okore, der er i søgelyset.

AaB vandt kampen med 1-0, og kort før slutfløjtet fik Jores Okore en advarsel for at stemple OB-spilleren Oliver Lund i brystkassen - en situation, som flere tv-eksperter mente, godt kunne have givet rødt kort.

- Ekstra Bladet har gennem længere tid været bekendt med, at flere bookmakere med licens i Danmark registrerede usædvanlig stor spilleaktivitet på en advarsel til Jores Okore i netop den kamp, og der var steder, hvor der blev lukket for spil på netop det udfald, fordi der blev satset store beløb, skriver avisen tirsdag eftermiddag.

Også Politiken har efterforsket sagen - dog uden at nævne Jores Okore.

- Den startede, da spilselskaber i forbindelse med en kamp i efteråret så usædvanligt store indsatser på, at en bestemt AaB-spiller skulle være involveret i en specifik hændelse i en af efterårets kampe. Angiveligt omkring 40-50.000 kroner, som fik oddsene til at falde voldsomt, skriver avisen.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra Jores Okore om sagen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.