Medier: FCN-ejer vil betale milliardbeløb for MLS-klub

Beløbet smadrer den hidtidige rekord for at etablere en klub i den bedste nordamerikanske fodboldrække.

Holdet bliver den 30. klub i MLS og forventes at komme til at spille på et stadion, der hører til San Diegos delstatsuniversitet. (Arkivfoto). <i>Denis Poroy/Ritzau Scanpix</i>

Holdet bliver den 30. klub i MLS og forventes at komme til at spille på et stadion, der hører til San Diegos delstatsuniversitet. (Arkivfoto). Denis Poroy/Ritzau Scanpix

FC Nordsjællands britisk-egyptiske ejer, Mohamed Mansour, vil betale 500 millioner dollar for at etablere et MLS-hold i San Diego.

Det rapporterer flere medier - heriblandt Field Level Media.

Beløbet svarer til 3,4 milliarder kroner og vil blive en rekordpris for et hold i den bedste nordamerikanske fodboldrække.

Holdet vil blive den 30. klub i MLS. Det forventes at komme til at spille på Snapdragon Stadium, der hører til San Diegos delstatsuniversitet.

Ud over Mohamed Mansour omfatter den mulige ejerskabsgruppe også Sycuan Band, der repræsenterer en lokal indianerstamme i San Diego.

Sycuan Band har i det seneste års tid været interesseret i at få MLS til byen og ledt efter den rigtige investeringspartner, skriver den lokale avis The San Diego Union-Tribune.

Det har Sycuan Band tilsyneladende fundet i FCN's ejer. Siden sidste sommer har Sycuan Band og Mohamed Mansour drøftet et samarbejde om at købe et MLS-hold.

Mohamed Mansour overtog i 2021 aktiemajoriteten i selskabet bag FC Nordsjælland, Right To Dream, fra den engelske forretningsmand Tom Vernon.

Ifølge mediet Off The Pitch skete det i en handel til en samlet værdi på 100 millioner euro - omkring 750 millioner kroner.

Prisen for at etablere MLS-klubben overstiger det hidtidige rekordbeløb på 325 millioner dollar, som blev betalt for Charlotte FC i St. Louis.

San Diego, en by i delstaten Californien, er allerede hjem for fodboldholdet San Diego Loyal SC, der spiller i USL Championship.

Det er en uafhængig division under MLS. I modsætning til det europæiske ligasystem kan klubber ikke rykke op eller ned mellem divisionerne.

San Diego Loyal SC ejes ifølge Field Level Media af blandt andet af de henholdsvis tidligere og nuværende amerikanske landsholdsspillere Landon Donovan og DeAndre Yedlin.

Mohamed Mansour ejer Mansour Group, der ifølge mediet Arabian Business er det næststørste selskab i Egypten målt på nettoomsætning.

Den endnu unavngivne nye klub forventes at være klar til at spille i 2025.

I det sydlige Californien finder man allerede de to MLS-klubber Los Angeles Galaxy og Los Angeles FC.

En officiel offentliggørelse forventes ifølge Field Level Media torsdag.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden