Millioner på spil for AaB i bronzejagt
Udelukkelsen af de russiske klubber kan betyde, at en tredjeplads i 3F Superligaen giver et europæisk gruppespil
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:22
FODBOLD: AaB mistede mandag aften 3F Superligaens tredjeplads til Silkeborg, da midtjyderne hjemme på Jysk Park vandt det indbyrdes møde med 4-2, og netop tredjepladsen er muligvis blevet endnu mere attraktiv.
Mandag aften besluttede det europæiske fodboldforbund, Uefa, nemlig at udelukke de russiske klubber fra næste sæsons europæiske turneringer på grund af invasionen af Ukraine.
Udelukkelsen medfører, at dansk fodbold rykker en plads op på Uefas koefficientrangliste, og det betyder, at pokalvinderen træder ind i playoffrunden i Europa League-kvalifikationen. Dermed er dansk fodbold sikret en ekstra plads i et europæisk gruppespil.
En sejr i playoffrunden vil selvsagt give adgang til Europa Leagues gruppespil, mens et nederlag vil betyde, at holdet overføres til Conference Leagues gruppespil.
Den ændring kan i sidste ende komme holdet, der ender på tredjepladsen i Superligaen, til gavn. Vinder FC Midtjylland pokalturneringen, samtidig med at de ender som enten nummer et eller to i Superligaen, vil billetten til playoffrunden i Europa League gå til nummer tre, idet FC Midtjylland i så fald via ligaplaceringen vil få adgang til Champions League-kvalifikationen.
De to pokalfinalister findes senere i denne uge, når der spilles returkampe i semifinalerne. OB og FC Midtjylland er storfavoritter til at få de to finalepladser efter udesejre over henholdsvis SønderjyskE og Vejle Boldklub for en uge siden.
Dansk fodbold har i alt fem pladser i næste sæsons europæiske turneringer. Med de to sidste pladser får man adgang til anden kvalifikationsrunde af Conference League og skal dermed gennem tre runder for at få adgang til gruppespillet.
Med fire runder tilbage af 3F Superligaen ligger AaB på fjerdepladsen med to point op til Silkeborg på tredjepladsen og to point ned til Randers FC på femtepladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.