Møllgaard efter triumf: Lige dele glæde og frustration
Aalborg Håndbolds landsholdsprofil trak et stort læs i pokalsejr, som han mener unødigt endte som et udvisningsorgie
HÅNDBOLD: Henrik Møllgaard kom til at spille en hovedrolle, da Aalborg Håndbold sent onsdag aften klarede klemte sig videre til pokalturneringens Final4 med en sejr på 30-27 over Bjerringbro-Silkeborg.
Landsholdsprofilen scorede seks mål på seks forsøg, men han blev også diskvalificeret kort før tid - efter at have fået sin tredje udvisning.
- Den sidste udvisning var god nok, fordi jeg kom til at ramme Sebastian Skube i ansigtet, men generelt var dommernes linje et problem. Jeg oplevede slet ikke, at kampen var hverken ond eller svinsk, så de kom til at fylde for meget, siger Henrik Møllgaard om dommerparret Mads Hansen og Jesper Madsen, der uddelte i alt 14 udvisninger og tre røde kort.
Uden Møllgaard på banen i de sidste tre minutter formåede Aalborg Håndbold alligevel at holde hovedet koldt og sikre sejren med tre afsluttende scoringer.
- Vi burde have ført ved pausen, men vi lavede lidt for mange fejl og forhastede afslutninger. Samtidig betød de mange udvisninger, at vi aldrig helt rigtig fandt et rytme i spillet. Så det var stærkt, at vi fik gravet noget frem til slut og hevet sejren i land, siger Henrik Møllgaard.
Normalt skal Final4 spilles i februar, men for nylig meddelte Dansk Håndbold Forbund, at man først vil spille finalestævnet i juni næste år - efter at slutspillet er afviklet. Det vil forlænge sæsonen langt ind i en sommer, hvor der også står landskampe på programmet.
- Planlægningen er elendig, men det kan nok ikke være anderledes, hvis man skal håbe på at kunne få nogle folk ind i Boxen og lave noget økonomi på Final4. Man kan håbe på, at verden er et andet sted til den tid, selvom jeg da godt kan tvivle lidt på det, siger Henrik Møllgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.