Mors-Thy gik i sort i Holstebro
Mors-Thy hang på i en halvleg, men løb alligevel ind i en øretæve mod TTH Holstebro
Opdateret 12. maj 2022 kl. 16:13
HÅNDBOLD: Et kollaps i anden halvleg betød, at Mors-Thy Håndbold onsdag aften led sæsonens første nederlag, da udekampen mod TTH Holstebro blev tabt med hele 24-35.
Første halvleg var ellers en helt lige affære, og det var først efter 25 minutters spil, at afstanden mellem de to hold blev på mere end ét mål, da TTH Holstebros Johan Meklenborg gjorde det til 14-12 i hjemmeholdets favør.
Mors-Thy svarede dog hurtigt igen og kom på 16-16, inden TTH Holstebro sikrede sig en pauseføring på 17-16.
Mors-Thy scorede anden halvlegs første mål, men derfra begyndte det at smuldre for gæsterne. TTH Holstebro scorede de næste fire mål i kampen og tvang Mors-Thy-træner Jonas Wille til en hurtig timeout.
Lige lidt hjalp det dog, for Mors-Thy blev bare løbet mere og mere over ende, og da Frederik Tilsted godt midtvejs i anden halvleg brød en måltørke på otte minutter, var det med en reducering til 20-28.
Den scoring var dog en stakket frist, for hjemmeholdet trak bare yderligere fra og tildelte til sidst Mors-Thy en regulær øretæve.
Bjarke Christensen scorede otte gange i kampen og blev topscorer for Mors-Thy, der søndag får mulighed for revanche, når KIF Kolding kommer på besøg i Thisted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.