Mors-Thy Håndbold

Mors-Thy hentede sen sejr i intenst lokalopgør

Lemvig-Thyborøn fulgte hjemmeholdet hele vejen til målstregen, men til sidst stjal de mørkeblå sejren i Thisted

HÅNDBOLD:Typisk vil nordjyder gerne kalde ligakampene mellem Mors-Thy Håndbold og Aalborg Håndbold for et lokalopgør. Men afstanden mellem Mors-Thys hjemmebaner og Lemvig-Thyborøns er også kort - og rivaliseringen er rødglødende.

Det var tydeligt onsdag aften, da Mors-Thy i kampens sidste sekunder hentede to point over vestjyderne med 29-27 i Thisted.

Opgøret var i høj grad præget af hårde dueller og intense diskussioner mellem holdene.

Den vestjyske lillebror lagde ud med et særdeles aggressivt forsvar. Der gik således også knap seks minutter, før Jonas Gade fik åbnet hjemmeholdets målkonto.

Inden pausen havde Lemvig-Thyborøn presset Mors-Thy en del og hentet fire udvisninger. Men det var alligevel Marcus Dahlin, som fik en umiddelbar hovedrolle. Omkring 20 minutter inde i kampen fik han et direkte rødt kort for en hård tackling i ansigtshøjde.

Dermed måtte Jonas Gade og Mads Hoxer tage kampen op på Mors-Thys højre back.

Flere løse afleveringer samt manglende koldblodighed hos hjemmeholdet førte til, at holdene ved pausen stod helt lige ved 14-14.

Efter pausen kom Lemvig-Thyborøn ud som fyr og flamme, da de hurtigt straffede Mors-Thy på flere effektive angreb.

Men hjemmeholdet fik vendt balancen og kom kort foran, inden klokken ramte de 15 minutter af anden halvleg.

Mors-Thys angreb blev mere bevægeligt, og Erik Toft skabte ravage i gæsternes forsvar. Nordmanden stod nemlig for flere markante gennembrud.

Herfra begyndte holdene igen at følges ad på måltavlen. Mors-Thy-forsvaret holdt ikke gæsterne nede, og således kom de stærkt igennem til store chancer.

Med to minutter igen hev Lemvig-Thyborøns Jonas Langerhuus så en to minutters udvisning, hvilket åbnede for sejrschancen til Bette Balkan. Da Nicklas Graugaard fik en vigtig redning i gæsternes efterfølgende angreb, så det lyst ud for de mørkeblå.

I de døende sekunder kunne Jacob Hessellund så lukke opgøret, som endte 29-27.

Med sejren truer Mors-Thy slutspilspladserne i Primo Tours Ligaen, mens der er slået et hul på fire point ned til Fredericia HK på 11. pladsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst