Mors-Thy skrev historie med imponerende slutspurt på sæsonen
Mors-Thy Håndbold lukkede kvalifikationsspillet med sin fjerde sejr på stribe. Denne gang blev Nordsjælland besejret efter en tæt afgørelse

Marcus Midtgaard har sluttet denne sæson stærkt af i lighed med Mors-Thy. Arkivfoto: Bo Lehm
NYKØBING:Med 25 sekunder tilbage af sæsonens sidste ligakamp gjorde Mors-Thys Marcus Midtgaard det til 26-25 mod Nordsjælland.
Det skulle vise sig at blive kampens sidste mål, og dermed var den fjerde sejr ud af fire mulige i kvalifikationsspillet en realitet for Mors-Thy Håndbold.
Det er i sig selv flot at runde sæsonen af på den måde, men det er samtidig også en bedrift til historiebøgerne.
- Jeg er blevet gjort opmærksom på, at Mors-Thy aldrig tidligere har prøvet at vinde alle kampe i det her kvalifikationsspil, så dagens sejr mod Nordsjælland var historisk på sin helt egen måde, siger Niels Agesen.
Den imponerende afslutning på sæsonen sætter en tyk streg under, at Mors-Thy Håndbold langt om længe har fundet frem til noget, som fungerer. Når det er sagt, så er Niels Agesen første mand til at ærgre sig over, at klarsynet ikke indtraf lidt tidligere.
- Jeg må bare gribe i egen barm og konstatere, at jeg vi fik spillet holdet sammen, som jeg havde regnet med. Det betød, at vi foretog nogle ændringer og begyndte at spille smallere mod grundspillets slutning. Jeg kan konstatere, at det har fungeret, og vi har fundet frem til noget, som alle er trygge i, siger Niels Agesen.
- Siden jeg skiftede fra dame til herrehåndbold har jeg erfaret, at du taber kampene i herreligaen, hvis du ikke er 100 procent klar. Så er det lige meget, om det er nummer tre eller 13, du spiller mod. Det er bare konsekvensen i mændenes liga. På samme måde tænkte jeg inden denne sæson, at vi nok skulle få spillet 10 nye spillere ind på holdet uden problemer. Vi skulle spille bredt, og alle skulle bidrage med noget forskelligt. Sådan har det bare ikke fungeret, siger Niels Agesen.
Stærk bagspiller
Et godt eksempel på fremgangen hos Mors-Thy i de seneste kampe har været Marcus Midtgaard, der har vist sig fra sin allerbedste side. Senest mod Nordsjælland, da han lavede seks mål på samme antal forsøg. Derudover noterede han sig for syv målgivende afleveringer.
- Vi har ikke rost Midtgaard nok. Han spillede sådan set også godt i efteråret, men her vandt vi bare ikke, og så får du ikke samme kredit. Han er for alvor kommet godt i gang her mod slutningen, og jeg er sikker på, at vi ikke har set det bedste fra ham endnu. Han kan lidt af det hele, og så klæder det hans spil, når vi får sat noget tempo i det kollektive spil, siger Niels Agesen.
Midtgaard var en af de bærende kræfter, da kampen skulle afgøres mod Nordsjælland. Her scorede han det afgørende mål, og dermed kronede han et flot kvalifikationsspil både fra ham selv og fra Mors-Thys side.
- Vi har fundet roen i spillet, og det var nok også forklaringen på, at vi vandt den her tætte kamp. Der var aldrig på noget tidspunkt panik, selvom kampen var helt lige, siger Niels Agesen.
Nu venter der en pokalkamp ude mod 1. divisionsholdet Aarhus HC. Den spilles onsdag, og efter den kamp er der kampmæssig sommerpause.
- Vi vil også spille pokalkampe efter sommerpausen, så vi skal til Aarhus og vinde. Det er først efter den kamp, at vi kan begynde at runde sæsonen af, siger Niels Agesen.
Mors-Thy - Nordsjælland 26-25
- Håndbold, ligakvalifikation, mænd
- Mål, Mors/Thy: Marcus Midtgaard 6, Lasse Pedersen 5, Mads Thymann 3, Mads Svane Knudsen 2, Tim Sørensen 2, Magnus Norlyk 2, Oscar Von Oettingen 2, Allan Toft Hansen 1, Kasper Lindgren 1, Andreas Nielsen 1, Frederik Bjerre 1
- Mål: Nordsjælland: Nichlas Hald 8, Kristian Olsen 4, Jeppe Cieslak 4, Carl-Emil Haunstrup 2, Julius Mørch-Rasmussen 2, Tobias Jørgensen 1, Hakan Sahin 1, Matias Campbell 1, Jeppe Cieslak 1, Gustav Bruun 1
- Udvisninger: Mors/Thy 2, Nordsjælland 3
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.