Mors-Thys slutspilshåb blev spiddet i Skansen

Mors-Thy har lang vej til slutspillet i HTH Herreligaen, efter SønderjyskE vandt overlegent på hjemmebane

Niels Agesen har kæmpet med at få sit mandskab til at gå op i en højere enhed i denne sæson. <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Niels Agesen har kæmpet med at få sit mandskab til at gå op i en højere enhed i denne sæson. Arkivfoto: Martél Andersen

SØNDERBORG:Der skal en spektakulær slutspurt til for Mors-Thy Håndbold, hvis de nordjyske håndboldherrer vil erobre en af yderpladserne i årets slutspil. Efter lørdagens ligakamp i Skansen er de nemlig syv point efter med samme antal kampe tilbage i grundspillet.

Nederlaget til SønderjyskE var endda eftertrykkeligt, da hjemmeholdet vandt med 30-23 og førte med ni mål, da haluret havde fem minutter tilbage at gå på. Dermed var der aldrig den store tvivl om aftenens sejrherrer i Sønderborg.

SønderjyskE - Mors-Thy Håndbold 30-23 (15-11)

  • Håndbold, HTH Herreligaen
  • Stillinger undervejs: 5-3, 10-3, 13-8, 15-11 (pausestilling), 20-12, 24-16, 28-20, 30-21
  • Topscorer, SønderjyskE: Kristian Stranden, 9 mål
  • Mål, Mors-Thy: Lasse Pedersen 4, Marcus Norrbrink 3, Mads Svane Knudsen 3, Frederik Bjerre 2, Nicolaj Spanggaard 2, Axel Franzén 2, Marcus Midtgaard 2, Magnus Norlyk 1, Tim Sørensen 1, Andreas Nielsen 1, Kasper Lindgren 1, Rasmus Henriksen 1
  • Udvisninger: SønderjyskE 3, Mors-Thy 3
  • Tilskuere: 

- Vi fik en skidt start med en udvisning for at skyde målmanden i hovedet i allerførste angreb. Derefter brændte vi et hav af chancer i undertal, og så blev det hurtigt en jagt, som vi ikke slap godt fra. Vi kæmpede os tilbage frem mod pausen, men det blev lidt forceret derfra med en masse tekniske fejl, som de straffede, fortæller cheftræner Niels Agesen.

Dermed er det heller ikke en plads i den sjove del af slutspillet, som fylder mest i bevidstheden hos nordvestjydernes træner.

- Det tror jeg ikke, at vi skal fokusere på nu. Vi skal bare spille enhver kamp som en finale og fokusere på, at vi har alt at vinde, så vi kan få så mange point som muligt med over i nedrykningsspillet. Dertil skal vi blive skarpere og indgyde noget tro på, at vi i fællesskab kan rykke os yderligere, siger han.

Næste udfordring for Mors-Thy Håndbold bliver på lørdag, hvor Skanderborg Aarhus Håndbold kommer til Mors.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.