NFL stopper med at teste vaccinerede spillere ugentligt

Til trods for en markant smittestigning vil NFL nu stoppe med at teste vaccinerede spillere regelmæssigt.

Raiders Chargers Football <i>Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix</i>

Raiders Chargers Football Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix

Verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL, har ændret sin procedure for coronasmitte markant.

Det sker på bagkant af den seneste tids store stigning i antallet af smittetilfælde og fremkomsten af omikronvarianten, som har udsat flere kampe.

Lørdag aften dansk tid udsendte NFL og spillerforeningen NFLPA en fælles pressemeddelelse om nye retningslinjer.

- Efter kampene i denne weekend har vi besluttet at indføre nye protokoller, som indebærer mere målrettet testning, større fleksibilitet for spillere til at deltage i møder virtuelt og mulighed for at spillere i øget risiko kan fravælge at deltage i resten af sæsonen, lyder det.

Nærmere kommer parterne ikke det nye setup i meddelelsen, men NFL Network har fået fingrene i et memo, som er udsendt til klubberne.

Af det fremgår det, at spillere og andre ansatte, der er vaccineret mod coronavirus, ikke længere skal testes ugentligt. Kun hvis en person får symptomer, skal han lade sig teste, mens uvaccinerede individer fortsat skal testes hver dag.

NFL-kommissær Roger Goodell forklarer i memoet hvorfor.

- Vores erfaringer med omikronvarianten er fuldt ud på linje med vores forventning. Mens flere spillere og folk fra staben bliver testet positiv, er omkring to tredjedele af disse personer asymptomatiske, størstedelen af resten har milde symptomer, og virusset lader til at forlade personer hurtigere end deltavarianten og andre varianter, skriver han.

Det er dog fortsat tilladt at lade sig teste frivilligt.

Spillere, der ikke ønsker at være en del af ligaen under den procedure, kan frem til mandag klokken 20 dansk tid springe fra.

Flere kampe er i denne runde blevet udsat på grund af smitteudbrud. Opgøret mellem Las Vegas Raiders og Cleveland Browns skulle være spillet sent lørdag aften dansk tid, men er flyttet til mandag.

Samtidig er søndagskampen mellem Seattle Seahawks og Los Angeles Rams flyttet til tirsdag, og det samme gælder duellen mellem Washington Football Team og Philadelphia Eagles.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.