Nogle rynkede på næsen, men AaB-køb har allerede forløst potentialet

I sidste sæson scorede Louka Prip kun et mål i åbent spil for AC Horsens - nu rækker han ud efter topscorertitlen hos AaB

Louka Prip i fuld firspring mod SønderjyskE, hvor han scorede to gange. Foto: Torben Hansen

Louka Prip i fuld firspring mod SønderjyskE, hvor han scorede to gange. Foto: Torben Hansen

FODBOLD:Med sine to mål tidligere på ugen mod SønderjyskE satte Louka Prip en fed streg under den fremgang, han har vist siden skiftet til AaB i sommer.

Den offensive midtbanespiller scorede i sidste sæson syv mål for AC Horsens, men de seks af dem blev sat ind på straffespark.

For AaB har han nu scoret otte gange (seks i Superligaen og to i pokalen), og de er alle sparket ind i åbent spil.

- Jeg har haft et ønske om at blive mere kampafgørende, og det er begyndt at komme nu, så jeg er egentlig godt tilfreds med mit første halve år i AaB-trøjen. Efter en god start havde jeg måske en lille downperiode, men det har jeg hørt, er meget normalt, når man kommer til en ny klub, siger Louka Prip.

AaB-træner Martí Cifuentes glæder sig over, at klubben så rigtigt, da man i sommer købte kreatøren i Horsens.

Nogle rynkede på næsen

- Der var nogle, der rynkede lidt på næsen af, at vi købte en spiller fra en nedrykker, men han har allerede vist, hvor fantastisk en spiller han er. Han passer perfekt ind hos os med sine evner på bolden, og så har han en rigtig god alder i forhold til, at vi kan udvikle yderligere på ham, siger spanieren.

Louka Prip ses her sammen med Kasper Kusk efter de to spilleres målshow mod SønderjyskE. Foto: Torben Hansen

Louka Prip ses her sammen med Kasper Kusk efter de to spilleres målshow mod SønderjyskE. Foto: Torben Hansen

Den 24-årige sjællænder er lidt af en ønskespiller for Martí Cifuentes, fordi han kan spille mange forskellige positioner. Det blev demonstreret i 3-1-sejren over SønderjyskE i mandags.

- Jeg startede som angriber, så blev jeg 10'er, så venstre wingback og til slut spillede jeg højre kant. Det var fint, og jeg spiller der, hvor træneren vil have mig, siger Louka Prip uden at blinke.

Kan erstatte Fossum søndag

I søndagens "sæsonfinale" mod FC København på Aalborg Portland Park kan det meget vel blive på 10'er-positionen, man får Prip at se. Den plads sidder topscorer Iver Fossum (ni sæsonmål) tungt på, men nordmanden er yderst tvivlsom starter på grund af lyskeproblemer.

- En af styrkerne på vores hold er bredden, og kan Fossum ikke spille, så er jeg tryg ved, at Louka Prip eller en anden vil levere varen for os. Louka er nok bedst som 10'er, men han er så spilintelligent, at han kan bidrage mange steder på banen, siger Martí Cifuentes.

Uanset positionen ser Louka Prip frem mod søndagens brag mod FCK.

- Det bliver en fantastisk kamp med masser af fans på lægterne, og hvis vi vinder, så tager vi andenpladsen. Det er sådan en kamp, man elsker at spille, fastslår Louka Prip.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.