Nordjyde fik skidt start i Dubai
Søren Kjeldsen klarer med al sandsynlighed ikke cuttet til finalerunderne i Dubai Desert Classic

Søren Kjeldsen spillede en skidt første runde i Dubai. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
DUBAI:Søren Kjeldsen fik en rigtig skidt start på golfturneringen Dubai Desert Classic.
Nordjyden gik første runde i fem slag over par og får dermed meget svært ved at klare cuttet til finalerunderne.
Søren Kjeldsen har kun spillet første runde i turneringen, der er blevet forsinket på grund af regnvejr og derfor er blevet forlænget til mandag.
Bedre er det gået for flere af Søren Kjeldsens landsmænd.
Bedst placeret er Thorbjørn Olesen, der har spillet 21 huller og står noteret for en samlet score på fire slag under par på en delt 13.-plads.
Marcus Helligkilde og Niklas Nørgaard Møller er et slag dårligere på en delt 22.-plads, mens Thomas Bjørn, Oliver Hundebøll, Rasmus Højgaard og Nicolai Højgaard også er på vej til klare cuttet med deres scorer på to slag under par på en delt 40.-plads.
Dubai Desert Classic er med sin samlede præmiepulje på 9 millioner dollar - svarende til 62 millioner kroner - blandt de mest lukrative på DP World Tour.
Det har tiltrukket blandt andre verdensranglistens nummer et, Rory McIlroy, der foreløbigt er på en delt fjerdeplads - to slag efter Richard Bland og Ian Poulter, der fører an med en score på otte slag under par.
/ritzau/tj
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.