Nordjysk fitness-guru skal trimme verdensmester

Torben Keller får en nøglerolle i bokseren Dina Thorslunds jagt på nyt VM-bælte

Torben Keller (tv.) rådgiver om træning og kost. Nu skal han hjælpe dansk verdensmester. Arkivfoto: Lars Pauli

Torben Keller (tv.) rådgiver om træning og kost. Nu skal han hjælpe dansk verdensmester. Arkivfoto: Lars Pauli

BOKSNING:Den kendte nordjyske bokser og fysiske træner Torben Keller har en vigtig finger med i spillet, når 27-årige Dina Thorslund går på jagt efter VM-bæltet i bantamvægt hos verdensforbundet WBO.

Hun har været verdensmester samme sted siden 2018, men i en vægtklasse højere. Derfor skal hun nu smide nogle kilo, og det er her, Torben Keller kommer ind i billedet. Med sin viden om kost skal han hjælpe Dina Thorslund frem mod VM-opgøret mod den 33-årige argentiner Debora Dionicius, der er programsat til 25. juni i Struer.

Efter sin professionelle karriere, der bød på 12 professionelle kampe med kun ét nederlag, har Torben Keller kastet sig over personlig træning og kostvejledning med udgangspunktet i CrossFit North i Aalborg.

Det er ikke fordi, at vægtforskellen på 1,8 kilo mellem superbantamvægt og bantamvægt er alverden, men Dina Thorslunds søde tand har tidligere udløst en hård kamp for at ramme den rigtige vægt.

Dina Thorslund er stadig ubesejret som professionel bokser. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Dina Thorslund er stadig ubesejret som professionel bokser. Arkivfoto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

- Ja, jeg har ofte skulle smide fire-fem kilo op til en kamp. Så nu, hvor jeg skal yderligere ned i vægt, er det bedst at få styr på kosten, så derfor har jeg fået Torben Keller med til at styre den, siger Dina Thorslund til Nordjyske og fortsætter:

- Jeg har nu levet efter hans råd i et par uger og var forleden i Aalborg til en snak med ham. Jeg er på nuværende tidspunkt syv-otte kilo over vægtgrænsen, men det ser jeg ikke som et problem, for der er god tid til at få vægten på plads til en kamp 25. juni, siger Dina Thorslund.

Når danskeren kravler under tovene til kampen i Struer, er det 272 dage siden, hun senest var i ringen. 26. september 2020 i Struer Arena besejrede hun serberen Nina Radovanovic i et VM-titelforsvar og bragte dermed sin rekordliste op på 15 sejre i 15 kampe.

Nu venter så argentineren Debora Anahi Dionicius, en rutineret dame med 105 sejre i 109 amatørkampe og en professionel rekordliste med 30 sejre og 2 nederlag. Ikke færre end 14 VM-kampe har hun bokset i karrieren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.