I februar frygtede han, at sæsonen var forbi, men nu venter klubkarrierens højdepunkt
Da Magnus Saugstrup blev knæskadet i februar, frygtede han, at sæsonen var forbi, men i denne weekend er han klar til at jagte Champions League-trofæet

Magnus Saugstrup vandt det tyske mesterskab i sin første sæson i Magdeburg. I denne sæson måtte den østtyske klub nøjes med en sølvmedalje, men til gengæld kan klubben i weekenden vinde Champions League for første gang siden 2002. Foto Gerhard Wingender/Ritzau Scanpix
KØLN:For anden gang i karrieren skal den nordjyske håndboldstjerne Magnus Saugstrup i denne weekend duellere om Champions League-trofæet ved finalfour-stævnet i tyske Køln.
Den tidligere Aalborg-spiller var en essentiel del af det danske landshold, der i januar blev verdensmestre, men tilbage i begyndelsen af februar var der ikke meget, der tydede på, at sæsonen også skulle slutte med et højdepunkt.
Dengang lå Magnus Saugstrup og vred sig i smerte på et halgulv i Kiel med en knæskade, der truede med at slutte nordjydens sæson før tid.
- Jeg frygtede, at det var korsbåndet, der var røget. Jeg har aldrig prøvet at blive knæskadet før, så jeg begyndte hurtigt at tænke worst case, erindrer Magnus Saugstrup.
Den 26-årige nordjyde kunne dog nøjes med at blive opereret for en ledbåndsskade, hvorefter han blev stillet en pause på op til fire måneder i udsigt.
En vellykket genoptræning betød imidlertid, at stregspilleren allerede var tilbage i kamp, da hans tyske klub SC Magdeburg 17. maj sikrede sig billetten til denne weekends finalfour.
- Jeg var meget lettet over, at skaden ikke var værre, og jeg er glad for, at jeg har haft en måneds tid til at blive helt klar til den her weekend. Det betyder rigtig meget, at jeg kan slutte sæsonen på den her måde og ikke ude på tilskuerpladserne, siger Magnus Saugstrup.
Gensyn med Nordjylland
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så skadespausen gav Magnus Saugstrup en uventet mulighed for et gensyn med Nordjylland.
- Vi var en del hjemme i den periode, for jeg fik lov at genoptræne i samarbejde med landsholdets fysioterapeut Anja Greve. Det er jeg meget taknemmelig for, for hun er utroligt dygtig.
- Det var også rigtig rart at komme hjem og se lidt mere til familie og venner, men jeg savnede jo stadig at spille håndbold. Jeg har været ret rastløs og ikke altid vidst, hvad jeg skulle gøre af mig selv, siger Magnus Saugstrup, der sammen med hustruen Jeannette snart har to år i Magdeburg bag sig.
Undervejs er sønnen Sigurd også kommet til.
- Vi er faldet rigtig godt til hernede. Det er en rigtig fin by, som passer godt til os. Jeg var glad for, at Omar (tidligere Aalborg-spiller Omar Ingi Magnusson, red.) allerede var hernede, og vi lærte også hurtigt de andre danskere og øvrige skandinaver på holdet godt at kende. Samtidig er klubben godt med sportsligt, og det er selvfølgelig også vigtigt for mig, siger Magnus Saugstrup, der har kontrakt med SC Magdeburg indtil sommeren 2026.
Fra næste sæson får han selskab af endnu et kendt ansigt, når han bliver genforenet med Felix Claar, der denne sommer følger i Magnus Saugstrups fodspor og skifter Aalborg Håndbold ud med SC Magdeburg.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle spille sammen med Felix. Han er en utrolig dygtig spiller, og uden for banen har vi også tilbragt en del tid sammen med både ham og hans bedre halvdel, siger Magnus Saugstrup.

Magnus Saugstrup (tv.) og Aalborg Håndbold nåede frem til Champions League-finalen i 2021, hvor det dog blev til et stort nederlag til Barcelona. Arkivfoto: Henrik Bo
Først gælder det dog klubkarrierens formentlig største oplevelse for Magnus Saugstrup. Han var godt nok også med, da Aalborg Håndbold i 2021 nåede frem til finalfour-stævnet i Køln, men dengang tillod corona-restriktioner kun, at 500 tilskuere blev lukket ind i den imponerende Lanxess Arena.
Denne gang bliver rammerne noget anderledes i arenaen, der har plads til små 20.000 tilskuere.
- Jeg glæder mig rigtig meget. Vi fik ikke den fulde oplevelse af finalfour, da vi var dernede med Aalborg, og stemningen bliver helt anderledes denne gang. Vi kan også mærke på vores fans, at de er lykkelige over, at klubben endelig er med. Det har de ventet på længe, siger Magnus Saugstrup.
I lørdagens semifinale skal SC Magdeburg op imod Barcelona, der har taget Champions League-trofæet med hjem i de seneste to sæsoner.
Til gengæld har det østtyske hold vundet de to seneste indbyrdes opgør, der begge har sikret SC Magdeburg sejren ved Super Globe, VM for klubhold.
- Barcelona er nok favoritter, men alle fire hold har en fair chance for at vinde, som jeg ser det. Alle fire hold har fortjent at være der, og det er jo set før, at der sker overraskelser, siger Magnus Saugstrup.
I 2021 tabte Aalborg Håndbold finalen til Barcelona, så denne gang er der kun én ting, der tæller for Magnus Saugstrup.
- Lige nu er det kun sejren, der er succeskriteriet. Når der er gået lidt tid, kan det godt være, at vi kan glæde os, hvis vi har præsteret godt, men ikke vundet, men vi tager bestemt til Køln for at få pokalen med hjem, siger Magnus Saugstrup.
Franske Paris SG og polske Vive Kielce er de to sidste deltagere ved finalfour.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.