Bekræftet: Lokal profil skifter til udlandet

Fremtiden er nu faldet på plads for en nordjysk fodboldspiller, der de seneste uger har været på intensiv klubjagt

Endnu en nordjysk fodboldspiller får i fremtiden sin daglige gang i svensk fodbold. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Endnu en nordjysk fodboldspiller får i fremtiden sin daglige gang i svensk fodbold. Arkivfoto: Lars Pauli

Vendsyssel FF er så småt ved at finde sig selv efter en sommer, hvor 1. divisionsklubben indtil videre er kommet svækket ud af transfervinduet. Først og fremmest har man solgt Wessam Abou Ali og Tobias Anker. 

Der er også blevet sagt farvel til Tiemoko Konate og Zander Hyltoft, og særligt sidstnævnte midtbanespiller er ikke blevet tilnærmelsesvis erstattet hos vendelboerne. Hyltofts otte assister og to scoringer fra forrige sæson samt store løbepensum er lige nu savnet i udtalt grad hos Vendsyssel FF.

I lang tid var der dialog om en forlængelse med Zander Hyltoft, men det faldt til jorden, og i sidste ende skulle han derfor ud at søge nye græsgange. I første omgang trænede Hyltoft med i Hobro, hvor han tidligere har spillet, men timingen var ikke rigtig i forhold til en genforening. I stedet fortsatte klubbenjagten udenfor Nordjylland.

Den søgen er nu mundet ud i et skifte til svenske Trelleborgs FF, der spiller i den næstbedste svenske række, SuperEttan. 

Her har Zander Hyltoft ifølge Nordjyskes oplysninger fået en kontrakt, der rækker til udgangen af 2025. Skiftet forventes offentliggjort i den nærmeste fremtid. 

I Trelleborgs FF bliver Hyltoft holdkammerat med to danske keepere Kasper Kristensen og Andreas Larsen samt den danske angriber Nicholas Mortensen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.