Bekræftet: Profil solgt til udenlandsk klub

Transferslutspurten er sat ind, og det afføder blandt andet et flot salg af en meget talentfuld spiller

Med mindre end to døgn tilbage af transfervinduet er der for alvor ved at komme gang i sagerne i flere af de nordjyske klubber. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Med mindre end to døgn tilbage af transfervinduet er der for alvor ved at komme gang i sagerne i flere af de nordjyske klubber. Foto: Lars Pauli

Med mindre end to døgn tilbage af sommerens transfervindue er der for alvor ved at komme gang i transferaktiviteterne for de nordjyske klubber. 

Mens det forventes, at Vendsyssel FF er ved at lande flere spillere kort inden lukketid, er der mere ro på i de to andre nordjyske 1. divisionsklubber AaB og Hobro IK. 

Der kan dog meget vel være ekstra arbejde på vej til Lars Justesen, der står med det sportslige ansvar i Hobro IK. 

Ifølge Nordjyskes oplysninger er et salg af Frederik Elkær nemlig lige op over. Elkær skulle således være rejst til Norge for at gennemgå et lægetjek hos Lillestrøm, der køber ham fri af kontrakten med Hobro IK. 

Handlen skal præsenteres senest torsdag inden midnat, da det norske transfervindue lukker, når august slutter og ikke ligesom i Danmark har første dag i september med i åbningstiden. 

Med sit stærke venstreben, gode fart og store arbejdsradius er Frederik Elkær et af Hobros absolut bedste salgsemner. Han har haft et helt igennem forrygende 2023, og det kulminerer altså nu med et skifte til Lillestrøm. 

Efter kampen mod Sønderjyske fortalte Lars Justesen til Nordjyske, at det kunne ende med alt mellem nul og fire salg inden vinduet lukker, og nu er det første altså tæt på at være en realitet.  

Ifølge Nordjyskes oplysninger er der fortsat interesse for andre af Hobros profiler, men med salget af Frederik Elkær er der også en opgave for Lars Justesen i at få hentet en erstatning ind. Man har allerede Jacob Tjørnelund i truppen, der kan dække venstre wingback, men han er skadet for tiden, så der er brug for en ny mand til den position. 

21-årige Frederik Elkær kom til Hobro i sommeren 2019 fra Viborg. Det blev til et år som U19-spiller inden han blev rykket op i Hobros seniortrup. I denne sæson har Frederik Elkær noteret sig for et mål og to oplæg i syv 1. divisionskampe.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.