Nordjyske iskrigere klar til slutspilsslag: Glem grundspillet

Nu begynder sæsonen for alvor med de første kvartfinalekampe for de to nordjyske Metalligahold

Christopher Frederiksen skal fastholde sit høje niveau, hvis Frederikshavn skal have succes i årets slutspil. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Christopher Frederiksen skal fastholde sit høje niveau, hvis Frederikshavn skal have succes i årets slutspil. Foto: Henrik Bo

FREDERIKSHAVN:Fredag begynder denne sæsons slutspil i Metalligaen, og de to nordjyske ishockeyklubber går ind til årets slutspil med vidt forskellige forudsætninger. 

For Frederikshavn White Hawks har det været en hård sæson, hvor et nyt og meget yngre hold har fået nogle klø undervejs. Vendelboerne har dog sluttet godt af på grundspillet, og det giver noget selvtillid inden kvartfinaleserien mod Herning Blue Fox, der umiddelbart ligner et godt bud på en kommende mester. 

Det vil Aalborg Pirates helt sikkert bestride, for det forsvarende mesterhold har en klar målsætning om at gentage sidste sæsons guldmedaljehøst. Det har dog heller ikke gledet helt så godt for mesterholdet i denne sæson, som det gjorde for et år siden. 

Forrygende Frederiksen

Hvis Frederikshavn White Hawks skal have succes, så skal Christopher Frederiksen gøre det ligeså godt, som han har gjort i grundspillet. Her blev White Hawks-profilen bedste placerede dansker på pointlisten. 47 point blev det til fra Christopher Frederiksen, og det blev kun overgået af Hernings Phil Marinaccio og Odenses Gunars Skvorcovs.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke kunne have lavet de point uden mine holdkammerater. Jeg skal jo enten have pucken fra en anden, eller også skal jeg have en holdkammerat at spille, pointerer Christopher Frederiksen. 

Hans rolle bliver ikke mindre vigtig af, at White Hawks må undvære to af holdet øvrige profiler. Alexander Bumagin er ude med en knæskade, mens Jesper Jensen er ude med en hovedskade. 

Deres fravær sammenholdt med andre stamspilleres fravær betød, at White Hawks mere eller mindre stillede et halvt ungdomshold i de sidste grundspilskampe. Så ungt bliver det dog ikke i kvartfinaleserien mod Herning Blue Fox.

- Nej det kan jeg godt sige, at det ikke gør. Jeg tror ikke, vi har andre ude end de to rutinerede, siger Christopher Frederiksen med henvisning til Jesper Jensen og Alexander Bumagin. 

Nu venter Herning, og det bliver en hård nød at knække. Spørgsmålet er derfor, hvor Frederikshavn skal finde troen på, at man kan besejre det, der ligner ligaens bedste hold dags dato. 

- Slutspillet lever sit eget liv, og vi har før set, at Frederikshavn kan overraske, selvom det har set svært ud. Jeg kan i hvert fald love, at vi ikke stopper med at tro på det, før det eventuelt er forbi, siger den målfarlige forward. 

- Herning har måske lidt flere strenge at spille på, men vi har også farlige folk, der nok skal være klar. Det er slutspilshockey, og det er bare noget andet, påpeger Christopher Frederiksen, der ikke umiddelbart har lyst til at udpege en DM-favorit. 

Det bedste i vente

Lidt længere sydpå sidder Lasse Bo Knudsen og satser på, at det sidste indtryk fra grundspillet ikke bliver taget med ind i slutspillet. 

- Vi fik ikke gjort vores del af arbejdet i sidste runde, men heldigvis blev vi stadig nummer et i grundspillet. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har fokuseret ret meget på, at vi skulle slutte nummer et i grundspillet. Det giver en fordel i slutspillet, og det er en præstation, vi kan være stolte af som forsvarende mester, siger Lasse Bo Knudsen. 

Han medgiver dog, at fornemmelsen ikke er helt den samme i denne sæson, som det var i sidste sæson på det tilsvarende tidspunkt af sæsonen. 

- Jeg håber og tror, at vi har det bedste i vente fra vores side, for der har været nogle udfald, som ikke ligner os. Vi er gået ned til slut i nogle kampe, og det gavner ikke selvtilliden. Det er i hvert fald noget, vi skal undgå i slutspillet, siger Lasse Bo Knudsen. 

Træner Garth Murray har prøvet lidt forskellige kædekombinationer af mod slutningen af grundspillet, så man kunne tolke det sådan, at Aalborg Pirates leder efter den rette sammensætning. Det er dog ikke noget, som bekymrer den assisterende kaptajn. 

- Lige meget hvad, så har vi fire stærke kæder. Det må være dejligt at være Garth, for lige meget hvordan han sætter kæderne sammen, så skal vi nok have fire kæder, der kan køre på og presse modstanderen, siger Lasse Bo Knudsen. 

Lasse Bo Knudsen er gået i slutspilsmode. Det kommer modstanderne helt sikkert til at mærke. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Lasse Bo Knudsen er gået i slutspilsmode. Det kommer modstanderne helt sikkert til at mærke. Foto: Henrik Bo

I kvartfinalen er modstanderen Rungsted Seier Capital, hvilket overrasker Pirates-backen. 

- Det er kommet bag på mig, at Rungsted har haft det formdyk, som de har haft, og så ved jeg godt, at de har haft spillere ude med skader, men det er stadig et hold med rigtig mange gengangere fra de seneste to sæsoners finaler. Derfor forventer jeg også, at det bliver en hård serie, der venter os, siger Lasse Bo Knudsen. 

Hård eller ej, så er der kun, én ting, der tæller for piraterne. 

- Vi går efter at genvinde DM-guldet.

Aalborg Pirates åbner hjemme mod Rungsted fredag klokken 19.30. En halv time tidligere løber White Hawks på isen i Herning.

Sådan spilles slutspillet i Metalligaen

  • De fire kvartfinaler ser således ud. I parentes bemærkes holdets placering i grundspillet: 
  • Aalborg Pirates (1) - Rungsted Seier Capital (8)
  • Herning Blue Fox (2) - Frederikshavn White Hawks (7)
  • Odense Bulldogs (3) - Herlev Eagles (6)
  • Esbjerg Energy (4) - SønderjyskE (5)
  • Kvartfinalerne spilles bedst af syv kampe. Semifinalerne parres sådan, at det højest rangerede hold spiller med det lavest rangerede af de fire tilbageværende hold.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.