Nordjyske klubber kæmper for at finde fodfæste: - Vi kommer ikke uden om, at der skal flere penge til

AaB vandt lørdagens nordjyske lokalopgør mod FC Thy-Thisted Q, men uden for banen slås de to nordjyske klubber med mange af de samme problemer

AaB-træner Claus Bech Jørgensen kunne lørdag glæde sig over sæsonens første sejr efter en ellers udfordrende sommer. <i>Foto: Bente Poder</i>

AaB-træner Claus Bech Jørgensen kunne lørdag glæde sig over sæsonens første sejr efter en ellers udfordrende sommer. Foto: Bente Poder

Det fik den perfekte begyndelse for værterne, da der lørdag igen var fodbold fra kvindernes bedste række på Aalborg Portland Park.

I sæsonens første hjemmekamp vandt nyoprykkede AaB det nordjyske lokalopgør mod FC Thy-Thisted Q med 2-1.

- I de to første udekampe har vi spillet tre gode halvlege, og i dag spillede vi to gode halvlege, så vi er meget tilfredse. Den første hjemmekamp vil man altid gerne vinde, så det var en dejlig lørdag, siger Claus Bech Jørgensen, der er cheftræner for AaB.

AaB - FC Thy-Thisted Q 2-1

  • Mål: 1-0 Kathryn Elizabeth Harvey (8. minut), 1-1 Vibeke Hedegaard Andersen (43. minut), 2-1 Kathryn Elizabeth Harvey (45. minut)
  • Advarsler: Janni Vinther Nystrup, FC Thy-Thisted Q (83. minut), Cille Bundgaard Holst, AaB (87. minut), Michelle Sandfeld, FC Thy-Thisted Q (88. minut)
  • AaB's opstilling (4-2-3-1): Trine Gaur - Cille Bundgaard Holst, Malikaé Allison Dayes (Julie Haugaard Andersen, 64. minut), Mijke Roelfsema, Chloe Allen Gorman - Karoline Marie Petersen, Julia Naomi Mortensen (Annasofie Søgaard Frederiksen, 87. minut), Saira Posada Garreta (Julie Winther Nielsen, 70. minut), Abigail Patricia Boyan, Cecilie Christensen (Aisha Nantongo, 70. minut) - Kathryn Elizabeth Harvey 
  • FC Thy-Thisted Q (4-4-2): Maja Bay Østergaard - Janni Vinther Nystrup (Claire Allison Winter, 89. minut), Emilie Dolleris Billing, Signe Rahbek Damsgaard (Frida Wagner Nautrup, 46. minut), Michelle Sandfeld - Emilie Fink Pedersen, Kathrine Lind Clement (Frida Borregaard Eskerod, 82. minut), Camilla Nielsen, Anna Nordby Givskov Jensen (Vibeke Freja Lindekrantz, 70. minut) - Vibeke Hedegaard Andersen, Jensa Tórolvsdóttir (Kathrynn Miracle Gonzalez, 82. minut)
  • Tilskuere: 426

For FC Thy-Thisted Q var lørdagens nederlag til gengæld en forlængelse af en meget kedelig stime. Denne sæson er begyndt med tre nederlag, og i foråret blev det ikke til point i en eneste af de 11 betydende kampe.

- Jeg har nogle fantastiske spillere, der rejser sig uge efter uge, og i mange facetter af spillet spiller vi også bedre, end vi har gjort tidligere, men vi mangler kvaliteten i de afgørende situationer. I den første kamp mod HB Køge var det offensivt, og i dag var det defensivt. Det er vel meget sigende for vores situation, siger FC Thy-Thisted Q-træner Peer Lisdorf.

Kathryn Elizabeth Harvey scorede begge AaB's mål i lørdagens sejr over FC Thy-Thisted Q. <i>Foto: Bente Poder</i>

Kathryn Elizabeth Harvey scorede begge AaB's mål i lørdagens sejr over FC Thy-Thisted Q. Foto: Bente Poder

Thyboernes hold er især blevet hårdt ramt af, at de to målfarlige angribere Rikke Dybdahl og Malene Sørensen er væk. 

- Da vi havde de to, kunne vi godt spille en halvdårlig kamp, men alligevel vinde 2-1, fordi de lavede et mål hver. Det handler om at finde de rigtige, der kan erstatte dem, og der spiller økonomien selvfølgelig ind, siger Peer Lisdorf.

Økonomien er også en udfordring hos AaB, der trods sidste sæsons oprykning måtte finde sparekniven frem.

- Jeg blev rigtig gal i foråret, da jeg fandt ud af, at vi skulle spare en masse penge, men siden har vi trukket en streg i sandet og arbejdet videre. 

- Jeg er sikker på, at der er et marked for kvindefodbold i Aalborg, for små piger skal også have nogle rollemodeller. Det har også holdt min motivation oppe, at jeg har kunnet se, hvor meget de her spillere ofrer. De har bare ikke fået anerkendelsen for det.

- Det er ved at ske nu, og vi er på vej i den rigtige retning, men man kommer ikke uden om, at der skal flere penge til. Skal vi skabe et professionelt setup, skal vi have flere ansatte, og det får vi ikke uden flere penge. Erhvervslivet er allerede begyndt at bakke godt op, så det er en god start, og forhåbentlig kommer der flere til. Jeg tror i hvert fald, at de, der var på stadion i dag, så en underholdende kamp, siger Claus Bech Jørgensen.

FC Thy-Thisted Q fik scoret sæsonens første mål, men det rakte ikke til point. <i>Foto: Bente Poder</i>

FC Thy-Thisted Q fik scoret sæsonens første mål, men det rakte ikke til point. Foto: Bente Poder

I FC Thy-Thisted Q er der også gang i en genopbygning efter nogle succesfulde sæsoner, der blandt andet har budt på flere pokalfinaler.

- Jeg er jo blevet så gammel, at det at vinde en masse titler ikke er det, der driver mig. For mig betyder det mere, hvem jeg er sammen med i min dagligdag, og at vi vil hinanden noget positivt. Jeg vil selvfølgelig lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er sjovere at vinde.

- Men jeg ved også godt, at det her er en mindre klub end nogle af dem, jeg har været i før, og jeg er meget glad for det fantastiske ungdomsarbejde, der bliver gjort i klubben. Lige nu er vi så i gang med et generationsskifte på holdet, og det koster lidt på resultaterne, siger Peer Lisdorf.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.