Nordjyske mener: Ydmyghed og opbakning skal genrejse AaB
Når den største smerte over nedrykningen fra Superligaen har lagt sig, skal fodboldklubben og dens rasende fans hurtigt have klinket skårene

Det er de færreste klubber forundt at have så stor opbakning fra en hel region, som AaB har. Skal det fortsætte sådan, kræver det dog større ydmyghed og kvalitet i fodboldklubbens arbejde. Foto: Martin Damgård
LEDER:Katastrofe er måske et stort ord at bruge om den nedrykning fra Superligaen, der lørdag blev en sørgelig kendsgerning for AaB. Der er ikke nogen, der er døde, men ekskluderingen fra det fineste danske fodboldselskab gør ondt langt ind i hjertet på alle sportsinteresserede nordjyder.
Stoltheden har lidt et knæk, for gennem mere end 36 år har det været en selvfølge, at AaB spiller med på første klasse. Mange nordjyder kender ingen anden virkelighed.
Brandingen af Aalborg som by og Nordjylland som region kommer også til at miste noget benzin, så længe AaB spiller i 1. division, for her kommer de ikke til at gøre nogen synderlig fyldest i det nationale mediebillede.
Fire gange siden 1995 er AaB løbet med alle overskrifterne ved at vinde det danske mesterskab, og snakken er ofte gået på, hvornår det mon igen blev klubbens tur til at stryge til tops. Nedrykningen havde selv de største pessimister ikke set komme, hvis vi går bare ét år tilbage.
Fejlslagen strategi
At det alligevel er gået så galt, fortæller historien om en fuldstændig fejlslagen og inkompetent sportslig strategi. Man har ikke været grundige og dygtige nok til at rekruttere de rette personer til hverken ledelse eller fodboldhold, og det har været svært at finde en rød tråd i både spillestil og talentudvikling.
Nogle nødvendige skridt er allerede taget med det seneste tids udrensning på nøglepositioner i AaB, og man har taget konsekvensen af egne begrænsninger ved at alliere sig med en tysk investorgruppe til definere den fremtidige sportslige strategi.
En kæmpe del af ansvaret for AaB's genrejsning og videre færd er med andre ord lagt i udenlandske hænder, og det må være med lige dele spænding og bævren, at nordjyderne kigger frem mod næste 12 måneder.
På papiret er det en kompetent tænketank med stor viden fra den tyske Bundesliga, der nu har fået nøglerne til AaB's motorrum, men det er omvendt relativt grønne enkeltpersoner - uden synderligt kendskab til dansk fodbold - som tyskerne har sat ind i aalborgenserens daglige ledelse.
Fansene, der lige nu med rette er rasende, kan kun folde hænderne, håbe det bedste, og så måske søge trøst i, at tingene dårligt kan gå mere skævt, end det har været tilfældet i AaB i det seneste år.
Unik opbakning
En øjeblikkelig tilbagevenden til Superligaen vil minimere blødningen hos AaB og resten af Nordjylland - både sportsligt og økonomisk. Hvis det skal lykkes at rykke op allerede næste sommer, kræver det uden tvivl, at hverken samarbejdspartnere eller fans nu vakler i opbakningen.
Heldigvis er fodboldklubben ekstremt privilegeret, for selv i den forgangne sæsons mest trøstesløse øjeblikke har AaB fået vanvittig flot opbakning. Der banker et meget stort rød og hvidstribet hjerte i Nordjylland, som klubben ydmygt bør bukke og skrabe for.
Den støtte er få klubber forundt og tænder trods alt et lille håbefuldt lys i mørket.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.