Nordmand med fortid i Nordkorea overtager Hongkongs landshold

Jørn Andersen skal forsøge at kvalificere Hongkongs fodboldlandshold til Asian Cup i 2023.

Norsk træner ser lys fodboldfremtid for Nordkorea <i>Kyodo/Reuters</i>

Norsk træner ser lys fodboldfremtid for Nordkorea Kyodo/Reuters

Den norske fodboldtræner Jørn Andersen har et cv, der i den grad skiller sig ud fra mængden.

Fra 2016 til 2018 stod han i spidsen for Nordkoreas landshold, og nu skal han være træner for Hongkong, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Målet er at kvalificere holdet til Asian Cup i 2023 i Kina.

- Jeg er beæret over at få mulighed for at stå i spidsen for Hongkongs A-landshold, siger han i en meddelelse.

- Jeg håber at kunne bruge min erfaring og taktiske filosofi til at opbygge et stærkt og konkurrencedygtigt hold til de kommende landskampe, lyder det fra den nyansatte træner.

Han overtager stillingen efter finske Mixu Paatelainen.

Det vakte opsigt, da Jørn Andersen i 2016 blev udnævnt som Nordkoreas første udenlandske landstræner i 25 år.

Jobbet havde han i to år, og det lykkedes ham at få Nordkorea med til Asian Cup. I sin sidste kamp som landstræner var han med til at besejre netop Hongkong med 2-0.

Dengang beskrev han tilværelsen i hovedstaden Pyongyang på følgende vis:

- Det er en meget stille by. Meget ren, og der er ikke nogen kriminalitet, sagde han til AFP.

- Jeg bor i en hotelsuite med min kone og lever i Pyongyang, som jeg gør i Europa.

Mellem de to landstrænerjob har Jørn Andersen været træner for klubben Incheon United i Sydkorea.

24 nationer får plads ved Asian Cup i 2023.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.