Nordmand var flyvende, da Aalborg Håndbold tævede ond ånd

Aalborg Håndbold fik en sjælden, men overbevisende sejr på udebane over TTH Holstebro

Thomas Jasper
Sebastian Barthold var flyvende mod TTH Holstebro
Aalborg Håndbold 21. februar 2019 22:05 - Opdateret 21. februar 2019 22:05

HÅNDBOLD: For første gang i mere end tre år vandt Aalborg Håndbold en udekamp mod TTH Holstebro, da det torsdag blev til en aalborgensisk sejr på 36-29 på vestjydernes hjemmebane.

Sejren var et vigtigt skridt for Aalborg i jagten på at slutte grundspillet på den første- eller andenplads, der giver to point med over i slutspillet.

De to point i Holstebro sendte Aalborg op på førstepladsen et enkelt point foran GOG, der dog også har spillet to kampe færre. For Aalborg er det dog formentlig endnu vigtigere, at der er seks point ned til TTH Holstebro på den tredjeplads, der kun giver et enkelt point med over i slutspillet.

Efter en meget lige indledning kom Aalborg Håndbold ellers i små problemer midtvejs i første halvleg, hvor TTH Holstebro gik fra 10-10 til 13-10.

Gæsterne var imidlertid ikke længe om at genoprette ordnen i en meget jævnbyrdig første halvleg. Mark Strandgaard udnyttede en TTH-udvisning til to gange i træk at score i modstandernes tomme mål, og så var Aalborg på omgangshøjde igen.

Herfra overtog nordjyderne også så småt taktstokken. Målene haglede fortsat ind i begge ender, men mod slutningen af første halvleg slap Aalborg nådigst ud af skydeteltet.

Gæsterne gik til pause foran 19-17, og det kunne i særlig grad tilskrives en skarp Sebastian Barthold på venstre fløj. Nordmanden misbrugte godt nok sin første afslutning i kampen, men herfra var udfaldet mål, hver gang Barthold blev spillet fri i venstre side. Alene i første halvleg blev det til otte scoringer fra nordmandens højre hånd.

Straks fra anden halvlegs begyndelse satte Aalborg sig endnu tungere på opgøret. Tre scoringer i træk fra Andreas Holst sendte gæsterne foran 22-17, men desværre for Aalborg slap Holst ikke godt fra sin sidste scoring. Bagspilleren landede forkert og måtte hjælpes fra banen.

Andreas Holst kunne dermed sætte sig ud ved siden af islandske Janus Smarason, som også blev holdt fra banen af en skade, men der skulle mere til at ryste Aalborg Håndbold torsdag aften.

Mens hjemmeholdet lod sig frustrere mere og mere af en tvivlsom præstation fra kampens to dommere Morten Albrechtsen og Mik Trustrup Larsen, kørte Aalborg Håndbold bare en mere og mere overbevisende sejr i land.

Kristian Sæverås spillede sig voldsomt op efter en svær første halvleg i Aalborg-målet, og i den modsatte ende fortsatte holdkammeraterne bare ufortrødent. Midtvejs i anden halvleg bragte Omar Ingi Magnusson gæsterne foran 29-21, og hjemmeholdets cheftræner Patrick Westerholm følte sig tvunget til at tage halvlegens anden timeout.

Det hjalp dog ikke hjemmeholdet stort, for kampen var afgjort, og Aalborg kunne uden de store problemer køre to sikre point i land.

Sebastian Barthold blev topscorer for Aalborg Håndbold med 12 mål.

Tema: Aalborg Håndbold

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...