Norsk profil tager tre år mere i Aalborg Håndbold
Fløjspiller med mere end 150 kampe i den røde trøje forlænger sin kontrakt med de danske mestre
HÅNDBOLD: Sebastian Barthold har forlænget sin kontrakt med Aalborg Håndbold, så han tager yderligere tre sæsoner. Således har klubben papir på fløjspilleren frem til 2024.
Det skriver parterne i en pressemeddelelse.
- Sebastian har i alle sæsoner præsteret på et rigtig højt niveau, og på det seneste har han været inde i en fænomenal periode og løftet sit spil endnu mere. Han er samtidigt også en rigtig vigtig spiller for os uden for banen, og det glæder mig derfor rigtig meget, at Sebastian fortsat skal være en del af Aalborg Håndbold de næste mange sæsoner, siger direktør Jan Larsen.
Den 29-årige nordmand har været i klubben siden 2017 og har spillet mere end 150 kampe for nordjyderne.
- Jeg trives utrolig godt, og det var derfor et helt naturligt valg for mig at blive i Aalborg Håndbold. I min tid i Danmark har jeg udviklet mig personligt, og jeg har også oplevet, hvordan klubben har bevæget sig i en positiv retning. Det ser jeg meget frem til fortsat at være en del af, og jeg glæder mig til at genopleve den fantastiske stemning i Jutlander Bank Arena og kæmpe om flere titler til Aalborg Håndbold, siger Sebastian Barthold.
Aalborg Håndbold skal torsdag møde FC Porto i ottendelsfinalerne i EHF Champions League.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.