Nu kan Mors-Thy for alvor begynde at glæde sig til tre profilers ankomst

En nedrykning kunne have bragt Mors-Thys planer for den kommende sæson i fare, men det blev afværget med torsdagens sejr i Holstebro

Mors-Thy-træner Niels Agesen kan begynde at lægge planer frem mod den kommende sæson efter torsdagens sejr i Holstebro. <i>Arkivfoto: Bente Poder</i>

Mors-Thy-træner Niels Agesen kan begynde at lægge planer frem mod den kommende sæson efter torsdagens sejr i Holstebro. Arkivfoto: Bente Poder

HOLSTEBRO:Glæden var til at tage og føle på hos Mors-Thy Håndbold efter torsdagens 24-22-sejr på udebane over TTH Holstebro.

Sejren var den anden af ligeså mange mulige i HTH Herreligaens nedrykningsspil, og nu kan Mors-Thy ikke længere ende på den sidsteplads, der medfører kvalifikationskampe om forbliven i landets bedste række.

- Det er en lettelse. Havde vi tabt i dag, havde vi stadig haft det hængende over hovedet i de to uger, der går, inden vi skal i ilden igen. Vi er glade for, at vi fik bevist, at vi hører til her, siger cheftræner Niels Agesen.

Lettelsen bliver ikke mindre af, at der nu ikke længere er fare for, at en nedrykning kommer til at spolere de planer, Mors-Thy Håndbold har lagt frem mod den kommende sæson, hvor profiler som Henrik Toft Hansen, Frederik Tilsted og Henrik Tilsted kommer til.

- Der er ingen tvivl om, at det havde set rigtig skidt ud, i forhold til det hold vi gerne vil bygge op, og de lag, vi gerne vil lægge på, hvis vi var rykket ned. Det giver os helt sikkert et boost, at vi ikke behøver at bruge de næste måneder på at kigge ind i det, konstaterer Niels Agesen.

Han håber, at det forstærkede Mors-Thy-hold i fremtiden kan komme til at spille om de sjovere placeringer.

- Vores drøm er, at vi skal spille slutspil, og det er også min tanke, at vi skal gøre det oftere end hvert femte år. Vi skal gerne i slutspillet flere år i streg for at gøre vores rekruttering nemmere og for at løfte klubben derhen, hvor vi gerne vil. Ligaen er dog så stærk, at jeg ikke er sikker på, at vi bare kommer i slutspillet næste år, men vi skal gå efter det, siger Niels Agesen.

Allerede i denne sæson var det Mors-Thys målsætning at komme i slutspillet, men opgaven med at erstatte profiler som Bjarke Christensen, Mads Hoxer, Sander Øverjordet og Erik Toft viste sig at være for stor i den henseende.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi har været udfordret undervejs, men jeg er hverken rystet eller forundret over, at vi endte med at spille nedspil. Vi drømte om mere, og jeg synes egentlig, at det klæder os at sætte barren højt.

- Vi har håndteret det her nedspil godt, men min fornemmelse var også, at vi var på rette vej i forhold til at opnå en gensidig forståelse for, hvad vi skal. Vores kollektive opsætning har der ikke været mange fingre at sætte på i de her to kampe, og det er jeg stolt af, omend jeg er irriteret over, at det ikke kom tidligere på sæsonen, siger Niels Agesen.

Mors-Thy afslutter nedrykningsspillet med to hjemmekampe mod Sønderjyske og Nordsjælland henholdsvis 3. og 7. maj.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.