Aalborg Pirates

Ny direktør til Aalborg Pirates: Afsked med Morten Secher

Corona-krisen tvinger nordjysk ishockeyklub til ændringer

Morten Secher fratræder som direktør i Aalborg Pirates. Arkivfoto: Bente Poder

Morten Secher fratræder som direktør i Aalborg Pirates. Arkivfoto: Bente Poder

ISHOCKEY:Aalborg Pirates har pr. dags dato valgt at ændre på direktionsgangene som følge af den situation, som klubben er blevet sat i efter corona-indtoget.

Derfor har klubben fredag valgt at sige farvel til direktør Morten Secher, der kom til klubben efter afgangen af Thomas Bjuring, der er skiftet til en stilling hos Metal Ligaen.

-Da vi i marts 2020 ansatte Morten Secher, var det ikke blot for at videreføre vort koncept, men nok så meget for at udvikle konceptet således, at vi fortsat kunne være førende i dansk ishockey, siger bestyrelsesformand Morten Fals i en pressemeddelelse.

- Desværre har Morten Secher først skulle igennem en total nedlukning og derefter en tid med skiftende udmeldinger om tilskuerantal i Bentax Isarena. Derfor har han uforskyldt været optaget af mange andre gøremål end de, han faktisk blev ansat til, siger han.

Og klubben slår fast, at man derfor har brug for en anderledes profil.

-Det står hen i det uvisse, hvornår tingene igen bliver normaliseret. Derfor har vi brug for en person med andre kompetencer til ikke blot at navigere i det farvand, vi nu befinder os i, men også i tiden frem, hvor sporten kommer til at opleve systematiske tab pga. restriktionerne, og de spor som de allerede har sat sig ved tilskuere, sponsorer og interessenter. -Det er med stor beklagelse, at Coronakrisen udløser en skilsmisse. Det sker efter gensidig overenskomst vi stopper samarbejdet. Tak til Morten Secher for hans indsats i en svær tid, siger han endvidere,

I stedet for Morten Secher har bestyrelsen konstitueret Lars Laursen som direktør med henblik på en varig løsning. Lars Laursen, der har været medlem af bestyrelsen i fem år, fortsætter også her.

-Lars Laursen kender vores organisation, koncepter og strategi til mindste detalje, så vi har fuld tillid til, at han navigerer os gennem corona-udfordringerne og sammen med Ronny Larsen og den øvrige organisation sørger for en fortsat udvikling af vores aktiviteter, siger Morten Fals.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.