Hobro IK

Ny Hobro-træner: Den chance har jeg ventet på længe

Michael Kryger er glad for at have fået cheftræneransvaret i Hobro IK

Michael Kryger har planer om flere ændringer til dagens kamp mod Fremad Amager. Arkivfoto: Lars Pauli

Michael Kryger har planer om flere ændringer til dagens kamp mod Fremad Amager. Arkivfoto: Lars Pauli

FODBOLD:Når Hobro IK søndag gæster Fremad Amager i fodboldens 1. division, er det for første gang med Michael Kryger i spidsen.

Den mangeårige assistenttræner i klubben er blevet udnævnt som midlertidig cheftræner ovenpå Peter Sørensens opsigelse tidligere på ugen, og det ansvar er Michael Kryger glad for at få.

- Det er en chance, jeg har ventet i lang tid på at få, vil jeg gerne afsløre. Man kan godt præge tingene som assistenttræner, men i sidste ende er det jo cheftrænerens beslutning. Nu får jeg lov til at vælge holdet og måden, vi skal spille på, og det er skønt.

- Der er selvfølgelig nogle ting, som når man eksempelvis skal sætte spillere af, hvor det er meget sjovere at være assistenttræner, men det er en del af det job, man siger ja til som cheftræner, siger Michael Kryger.

Han vil sætte sit eget tydelige præg på Hobro-holdet allerede i dagens kamp.

- Vi kommer til at ændre en del. Vi kommer til at spille et nyt system og med nogle andre spillere. Selvfølgelig bliver det ikke et helt nyt hold, men man kommer til at se spillere, der ikke har været inde i et stykke tid.

- Jeg har forsøgt at præge Peter (Peter Sørensen, red.) omkring nogle af de ting, men han havde sin holdning, og den har jeg haft fuld respekt for, men jeg skulle jo være et skarn, hvis jeg ikke forsøgte mig med nogle af de idéer, jeg har prøvet at sælge til Peter, siger Michael Kryger, der i sin tid i Hobro har været assistenttræner for Jonas Dal, Ove Pedersen, Thomas Thomasberg, Allan Kuhn og senest Peter Sørensen.

Nu får han chancen for at overbevise om, at han ikke bare skal være midlertidig cheftræner.

-Mit mål er at vinde i Fremad Amager, og når vi har gjort det, er mit mål at vinde den næste kamp i Fredericia. Jeg kan hverken gøre fra eller til i forhold til, hvem klubben vælger som cheftræner udover, at jeg kan gøre det så godt, jeg kan.

- Hvis klubben så kommer og tilbyder mig jobbet, vil jeg med sikkerhed sige ja til det, men hvis de omvendt kommer og siger, at de har hentet Mourinho, og at de synes, at jeg skal være assistent for ham, vil jeg heller ikke have nogen problemer med det, siger Michael Kryger, der får Okan Atas og klubbens U19-træner Henrik Larsen som sine to assistenttrænere.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.