Ny pirat havde flere tilbud: - Ikke i tvivl da Aalborg ville have mig

Aalborg Pirates kan meget vel være blevet en profil rigere i Matt Salhany, der leverer et godt førstehåndsindtryk friskt ankommet til Danmark

Matt Salhany er ny Aalborg Pirates-spiller, og fredag aften landede han i Aalborg Lufthavn. <i>Foto: Simon Ydesen</i>

Matt Salhany er ny Aalborg Pirates-spiller, og fredag aften landede han i Aalborg Lufthavn. Foto: Simon Ydesen

AALBORG:Aalborg Pirates har fået tilført en potentiel topspiller, da man har skrevet kontrakt med Matt Salhany for resten af den igangværende sæson. 

Den amerikanske forward leverede sidste sæson 36 point i 41 kampe for Sønderjyske, hvor han var en stor profil på holdet. Det samme kan han muligvis blive hos Aalborg Pirates, hvor han bliver den ottende og formentlig sidste udenlandske tilføjelse til en allerede stærk spillertrup. 

Efter en halvsæson hjemme i USA i ECHL for Jacksonville Icemen har Salhany fået opfyldt et stort personligt ønske om at komme retur til Danmark.

- Mit hjerte har hele tiden været her i denne sæson, selvom jeg har spillet hjemme i USA. Jeg er så glad for at være tilbage i Danmark. Det er et land, som jeg holder meget af at bo i, siger 29-årige Matt Salhany. 

Sportschef Ronny Larsen fortalte i forbindelse med offentliggørelsen af Matt Salhanys ankomst, at han selv har kontaktet Pirates, der var interesseret i ham allerede i sommerpausen. På rygteplan har flere danske klubber været inde i billedet, men i den sidste ende var det aldrig nogen reel konkurrence.

- Jeg tror, min agent talte med flere klubber, men det her var som sagt en meget nem beslutning for mig, da Aalborg ville have mig. Fra min tid i Sønderjyske ved jeg, at Aalborg er en klub med en super organisation, og der er virkelig styr på det hele, siger den nye pirat, der har et lille kendskab til dele af Pirates-truppen. 

- Jeg har spillet med Victor Rollin Carlsson i Sønderjyske, og så kender jeg Trevor Gooch og Brayden Low hjemme fra USA. Jeg kender dem ikke personligt, men jeg har spillet mod dem i et par sæsoner, siger den nyeste Pirates-spiller.

Ronny Larsen lægger stor vægt på, at man har et godt omklædningsrum, hvor der er en fælles forståelse af klubbens værdier. Det virker umiddelbart ikke til, at kaptajn Julian Jakobsen behøver fortælle alt for meget om etos og patos i Aalborg Pirates til den nye mand. 

- Aalborg Pirates går efter at vinde titler, og det er det samme, jeg er interesseret i, så nu håber jeg bare, at jeg kan hjælpe til med, at det sker, siger Matt Salhany, der understreger, at han skal bidrage til Pirates-succes i begge ender af banen. 

- Jeg kan se, at holdet allerede klarer sig godt, så jeg håber, at jeg måske bare kan være den sidste lille brik i puslespillet, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg håber og tror, jeg kan bidrage med nogle point, og så skal jeg spille et solidt defensivt spil, så jeg bidrager i begge ender af banen, siger Matt Salhany.

Om han når helt samme pointsnit i Pirates-trøjen, som han havde i Sønderjyske er et godt spørgsmål, men forudsætningerne er tilstede ifølge hovedpersonen. 

icon

Aalborg Pirates går efter at vinde titler, og det er det samme, jeg er interesseret i, så nu håber jeg bare, at jeg kan hjælpe til med, at det sker.

Matt Salhany

- Jeg håber, at jeg kan bidrage med den samme pointproduktion i Aalborg, som jeg var i stand til hos Sønderjyske. Dengang havde jeg nogle dygtige holdkammerater, der virkelig hjalp mig, og jeg kan se, at jeg også får mange dygtige holdkammerater her i Aalborg, så forhåbentlig kan jeg gøre noget af det samme her, siger Matt Salhany. 

Hjemme i USA ramte han ikke helt samme pointproduktion, som man har set i den danske liga i de seneste sæsoner, men det kan meget vel ændre sig i de kommende måneder. Det er nemlig en meget tilfreds Matt Salhany, der nu kan kalde sig Pirates-spiller.

- Jeg havde en skade tidligere på sæsonen, og jeg var ikke helt tilpas hjemme i USA. Som sagt, så var mit hjerte stadig her, så da muligheden opstod for, at jeg kunne komme tilbage til Danmark, gik det hele meget hurtigt. 

- Forhåbentlig kræver det ikke nogen større tilvænning. Jeg har jo spillet i den danske liga før. Selvfølgelig vil der være noget med, at jeg lige skal lære de nye holdkammerater at kende, men jeg er meget motiveret og i rigtig god fysisk form, så jeg er klar til at køre på med arbejdet, siger Matt Salhany. 

Det er fortsat uklart, hvornår han får debut for Aalborg Pirates. Der skal nemlig først en arbejdstilladelse til, før Matt Salhany må komme i kamp. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.