Fodbold

Nyt nederlag til Vejgaard: - Desværre havde dommeren besluttet, at vi ikke skulle have noget som helst

Christian Flindt Bjerg var trods det sjette nederlag i træk tilfreds med sit holds indsats, men han var stærkt utilfreds med dommeren

Vejgaard-træner Christian Flindt Bjerg var frustreret efter nederlaget til Middelfart. Arkivfoto: Henrik Bo

Vejgaard-træner Christian Flindt Bjerg var frustreret efter nederlaget til Middelfart. Arkivfoto: Henrik Bo

FODBOLD:Vejgaard Boldspilklub løb lørdag ind i det sjette nederlag i træk i 2. division, da udekampen mod Middelfart blev tabt 0-2.

Casper Johansen scorede begge fynboernes mål i første halvleg.

- Det er lidt status quo for os. Vi vinder ikke vores kampe, men for tredje kamp i træk spillede vi en god kamp, og vi bød virkelig Middelfart op til dans. Desværre var der en dommer, der efter et kvarters tid havde besluttet, at Vejgaard ikke skulle have noget som helst i den her kamp.

- Det var en skandaløs dommerpræstation. Det var ikke det, der afgjorde kampen, men det gav os en masse frustrationer, og det er også det, der gør, at jeg stadig sidder her og er frustreret, siger Vejgaard-træner Christian Flindt Bjerg.

Han var blandt andet stærkt utilfreds med, at dommeren Allan Rørdahl Borgstrøm tildelte Middelfart det straffespark, som hjemmeholdet udnyttede til at komme foran 2-0.

- Det var så tyndt, at det halve kunne være nok. Spilleren var ikke engang i en situation, hvor han kunne afslutte og faldt heller ikke. Jeg ved godt, at man ikke behøver falde for at få straffespark, men det var så elendigt dommerarbejde, og det er ærgerligt, at det skal ødelægge kampen, siger han.

Tilbage står dog, at Vejgaard nu er næstsidst i 2. divisions gruppe 2.

- Vi trænger til en succesoplevelse, for det er det, der mangler. Jeg ser ikke et hold, der slår op i banen eller ikke har lyst til at spille, men de små ting går ikke vores vej. Vi skal bare knokle videre, for på den front er der ikke noget at komme efter, siger Christian Flindt Bjerg.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst