AaB

Okore kostede dyrt i ny AaB-skuffelse på hjemmebane

Et rødt kort inden pausen gav AaB et nyt nederlag på hjemmebane

Jores Okore havde ikke en heldig dag imod AC Horsens. Foto: Lars Pauli

Jores Okore havde ikke en heldig dag imod AC Horsens. Foto: Lars Pauli

Den vikarierende AaB-træner, Jacob Friis, kunne ikke følge på den flotte premieresejr på 4-1 i Esbjerg, da AaB søndag løb ind i en ny skuffelse på hjemmebanen Aalborg Portland Park med et nederlag på 4-2 til AC Horsens.

Tidligt i opgøret lignede et ellers en kamp, som AaB havde fuldstændig styr på, og man fortsatte de spillemæssige flotte takter fra kampen i Esbjerg. Det var bestemt også helt fortjent, da Tom van Weert bragte AaB i front.

Lucas Andersen mistede bolden i en god position, men Kasper Kusk opsamlede den løse bold og spillede angriberen fri i venstre side af feltet, og herfra passerede han den vikarierende Horsens-keeper Kevin Mendoza.

Men midtvejs i første halvleg gik det galt for AaB, og midterforsvareren Jores Okore var involveret begge gange.

Først fik han ikke skærmet af for en særdeles velspillende Michael Lumb, der fik lagt bolden ind fra baglinjen. I første omgang fik Magnus Christensen blokeret godt i feltet, men returbolden endte hos Kasper Junker, der sendte bolden over i det lange hjørne.

Og bare to minutter senere var den gal igen. Jores Okore stod for langt tilbage og ophævede dermed en offside på Ulrik Drost, og inde i feltet nedlagde han så Horsens-angriberen og gav straffespark, som Drost selv eksekverede.

AaB skulle dog kun bruge fire minutter på at svare igen. Jakob Ahlmann erobrede bolden på midtbanen, satte en mand med en hurtig proptrækkerdribling og spillede så hurtigt Kasper Kusk fri i dybden, og han afsluttede fladt første gang i det lange hjørne. Et virkeligt smukt mål, der gav minder om AaB‘s spil i mesterskabssæsonen i 2014.

Men lige før pausen blev AaB så reduceret til 10 mand. Jores Okore fik sit andet gule kort for en holdeforseelse uden for feltet, og måtte for anen gang i sæsonen tage den tunge tur ud i et tidligt bad.

AaB satte unge Mathias Ross ind i forsvaret, og han leverede endnu engang en solid indsats og var også tæt på en scoring med et hovedstød efter hjørnespark.

Men forinden havde gæsterne taget føringen, da et indlæg fra højrekanten fik lov til at passere hele vejen igennem feltet til en helt fri Michael Lumb, der nemt kunne score.

Horsens havde flere gode minutter i anden halvleg, hvor AaB naturligvis havde svært ved at skabe et pres med en mand færre på banen. To gange trillede bolden lige forbi den fjerne stolpe i forbindelse med dødbolde.

Og kort før kampens slutning gik det så galt igen for AaB. Holdet så ud til at blive snydt for frispark i den modsatte ende, og AC Horsens endte Ulrik Drost hele alene af sted i en kontra. Han mistede bolden, men Lasse Kryger kunne følge op og score til 4-2.

Med sejren går Horsens forbi AaB og op på femtepladsen i Superligaen, mens AaB dropper ned på syvendepladsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst