AaB

På tre punkter var AaB bedst af alle superligahold i 2021

Aalborgenserne topper adskillige statistikker for kalenderåret - se hvilke

AaB havde flere gode grunde til at juble i 2021. Arkivfoto: Torben Hansen

AaB havde flere gode grunde til at juble i 2021. Arkivfoto: Torben Hansen

FODBOLD:AaB sluttede kalenderåret 2021 på fjerdepladsen i Superligaen, mens de i foråret missede mesterskabsspillet og sluttede på en syvendeplads.

Alligevel er Martí Cifuentes' mandskab i toppen på flere punkter, når statistikken for hele 2021 bliver gjort op. Det viser tal fra SpilXperten.

På tre specifikke punkter er AaB bedst af alle - mens de på tre andre punkter er tæt på toppen.

1. Dødbolde

Anders Hagelskjær, der her regerer i en luftduel, scorede i september til 2-0 mod OB direkte efter et hjørnespark. Arkivfoto: Torben Hansen

Anders Hagelskjær, der her regerer i en luftduel, scorede i september til 2-0 mod OB direkte efter et hjørnespark. Arkivfoto: Torben Hansen

AaB scorede i 2021 hele 24 mål efter dødbolde, og det kunne ingen andre hold matche. Tættest på kom FC Midtjylland og FC København, der begge nåede op på 22 scoringer i kølvandet på en standardsituation.

2. Tacklinger

Mathias Ross sætter her en tackling ind i udekampen mod Randers i august. Arkivfoto: Lars Pauli

Mathias Ross sætter her en tackling ind i udekampen mod Randers i august. Arkivfoto: Lars Pauli

623 gange i kalenderåret gik en AaB-spiller ind i en tackling, og den aggressivitet blev ikke overgået af nogen. Tættest på kom Brøndby og OB med hver 611 tacklinger.

AaB havde også en respektabel succesrate på 62,4 procent i tacklingerne. Her var de dog kun fjerdebedst og blev overgået af Silkeborg (68,0), FC Nordsjælland (67,2) og Randers (63,5).

3. Redninger

Jacob Rinne skriger af sit forsvar i efterårets sidste kamp mod FC København. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Jacob Rinne skriger af sit forsvar i efterårets sidste kamp mod FC København. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Jacob Rinne vandt ikke bare "Det Gyldne Bur" (Tipsbladets kåring, red.) i 2021. Han var også den superligamålmand, der diskede op med flest redninger i kalenderåret (114 stk). Dermed overgik han Lawrence Thomas fra SønderjyskE, der 104 gange måtte agere shotstopper.

Ydermere var Jacob Rinne også den superligaspiller, der fik flest minutter på banen i 2021.

4. Tæt på toppen

Louka Prip sluttede 2021 som AaB-topscorer. Arkivfoto: Torben Hansen

Louka Prip sluttede 2021 som AaB-topscorer. Arkivfoto: Torben Hansen

AaB var også tæt på at toppe flere andre statistikker for 2021. Holdet havde den næsthøjeste konverteringsrate på sine skud på mål (14,7 procent). Kun FC København var bedre med 15,5 procent.

Louka Prip var den tredjemest scorende i 2021 med 13 mål (kun overgået af Jonas Wind med 16 og Michael Uhre med 23).

AaB scorede som hold 58 superligamål i 2021, og det er tredjeflest af alle. FC København var bedst med 73 mål, mens FC Midtjylland nettede 65 gange.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.