Pernille Blume har fået corona for anden gang
Den danske topsvømmer er for anden gang på mindre end et år smittet med coronavirus.

Pernille Blume svømmer 50 m fri finale til OL i Tokyo , søndag den 1 august 2021. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Der er efterhånden mange sportsfolk, som har været igennem et forløb med coronasmitte. Men det er de færreste af dem, som har prøvet det to gange.
Ikke desto mindre er det, hvad den danske svømmestjerne Pernille Blume nu oplever. På sin instagramprofil oplyser hun, at hun igen er testet positiv for coronavirus.
- Endnu en omgang covid på mindre end et år. Heldige mig, skriver hun på sin historie efterfulgt af et ikon, som tager sig til hovedet.
Tilbage i april blev Blume første gang smittet med coronavirus, men hun nåede tilbage i topform inden OL i Tokyo i august, hvor hun vandt bronze i 50 meter fri.
I 2016 blev hun olympisk mester på distancen, mens hun vandt OL-bronze med den danske medleyholdkap også i 2016.
/ritzau/