Peter Enevoldsen bliver sportschef i Fortuna Hjørring
Jacob Larsen stopper som elitechef, og klubben skal finde en ny assistenttræner til sommer
Opdateret kl. 13:35
FODBOLD: Efter 15 måneder som assistenttræner på Fortuna Hjørrings hold i 3F Ligaen har klubben nu lavet aftale om, at han fra sommer er ansat som sportschef. Det skriver kvindefodboldklubben i en pressemeddelelse .
Det vil sige, at Peter Enevoldsen får det overordnede ansvar for klubbens sportslige aktiviteter på elite- og ungdomsplan.
- Det kræver meget motivation og engagement i en klub som Fortuna for at få det hele til gå op i en højere enhed, og det glæder jeg mig til at komme i gang med, siger Peter Enevoldsen.
Til gengæld stopper Jacob Larsen som elitechef. Hans civile job tillader ikke samme engagement som tidligere.
- Det har været et godt år med masser af udfordringer i Fortuna. Nu fortjener spillere og klub at få ansat en person, der kan engagere sig på fuld tid. Det kommer Peter til, og jeg er overbevist om, at det er et godt match, siger Jacob Larsen.
Når Peter Enevoldsen går over til at være sportschef, bliver der en tom plads som assistenttræner til 3F-holdets cheftræner Carrie Kveton. Her skal klubben på jagt efter en ny.
Inden tiltrædelsen i Fortuna Hjørring var Peter Enevoldsen assistenttræner i Randers, hvortil han kom efter et job som assistenttræner for SønderjyskE. Før det var han cheftræner i Thisted FC.. Han har desuden været assistenttræner i Viborg FF.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.