Pirater med bid i: Sejler fra hundehuset med storsejr
Efter nederlag med tenniscifre mod SønderjyskE tidligere på ugen fik Aalborg Pirates vendt skuden, da Odense Bulldogs blev besejret hele 7-1
Opdateret 21. januar 2019 kl. 11:11
ISHOCKEY: Der var ikke meget bid i de fynske bulldogs, da Aalborg Pirates søndag storsejrede hele 7-1 på Fyn. Det er let af snuble i klichéerne, når man skriver om nordjyderne, men efter afklapsningen mod SønderjyskE i fredags, var det nærliggende at konstatere, at piraterne i den grad fik vendt skuden mod Odense Bulldogs søndag.
Derfor var assistenttræner, Ronny Larsen, naturligvis også rigtig godt tilfreds med holdets indsats.
- Vi var mere effektive på tingene i dag (søndag, red.) og spillede generelt bare en bedre kamp end i fredags. Det er selvfølgelig også en anden modstander, det hører med til historien, men jeg synes, at vi spillede med god fart generelt, var stærke på pucken og fik holdt meget i den. Det er vi normalt også gode til, men det fik vi ikke lov til i fredags, fortæller Pirates-assistenten.
Aalborg Pirates kom allerede bagud efter to minutters spil, da Odenses Jakob Wittendorf fik pucken i nettet, men med tre ubesvarede nordjyske scoringer i resten af første periode, lykkedes det hurtigt piraterne at få kampen under kontrol. Derfra øgede først Oliver Christensen til 4-1 efter 34 minutter, før Mike McNamee med sin anden scoring lukkede anden periode med 5-1 scoringen. Slutteligt satte Nicolai Eriksen og Mads Iversen yderligere streg under niveauforskellen mellem hunde og pirater med 6-1 og 7-1 scoringerne.
Sejre avler selvtillid, og med et Final4 lige rundt om hjørnet kunne Aalborg Pirates næppe have genfundet momentum på et bedre tidspunkt.
- Selvtilliden led et lille knæk i fredags mod Sønderjyske, men nu fik vi opbygget en stor del af den igen. Selvom vi kom bagud 0-1 i Odense, samlede vi os og fik hurtigt gang i spillet igen. Det var godt for selvtilliden både, fordi vi har en vigtig uge foran os, men i særdeleshed også med tanke på resten af sæsonen, fortalte Ronny Larsen.
Aalborg Pirates ligger efter storsejren nummer tre i Metalligaen.
Periodecifre: 1-3, 0-2, 0-2
Mål: 1-0 Jakob Wittendorf (1.59), 1-1 Mike McNamee (5.54), 1-2 Martin Højbjerg (13.47), 1-3 Thomas Spelling (18.21), 1-4 Oliver Christensen (34.31), 1-5 Mike McNamee (38.27), 1-6 Nicolai Eriksen (41.36), 1-7, Mads Iversen (58.37)
Udvisninger: Odense Bulldogs 5x2, Aalborg Pirates 6x2 minutter
Tilskuere: 877
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.