Aalborg Pirates

Piraterne skød med løst krudt mod Odense

Odense Bulldogs fik revanche, da de vandt i straffeslag over et mesterhold med manglende skarphed

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

ISHOCKEY:Ovenpå 3-3 i ordinær tid vandt Odense Bulldogs tirsdag over Aalborg Pirates efter en dramatisk kamp, der endte i straffeslag.

Odenses forsøg på at revanchere søndagens massive nederlag på 1-7 til Aalborg Pirates så meget muligt ud allerede fra første periode.

Nok var det Pirates, der efter både otte og ti minutter havde store chancer ved henholdsvis Mikkel Højbjerg og Tobias Ladehoff, der begge kom alene op imod Teemu Seppänen på mål.

Men ingen af dem formåede at score, og hurtigt havde Odense overtaget, da piraterne løb ind i to overlappende udvisninger. Selvom Pirates red stormen af, så slog gæsterne til, da aalborgenserne var fuldtallige.

Efter 12 minutter kom Jakob Wittendorf sammen med holdkammerat Søren Nielsen ind foran Jesper Wulff Pedersen på mål. Herfra tiltrak Wittendorf sig masser af opmærksomhed, før han lagde pucken ind til en helt fri Søren Nielsen, der gjorde det til 0-1.

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

I anden periode udbyggede Odense hurtigt føringen. Igen missede Pirates flere chancer, mens Jonas René Hansen kun skulle bruge en enkelt skarp aflevering foran aalborgensernes mål for at gøre det til 0-2.

Halvvejs i anden periode kom Victor Panelin-Borg til en stor chance fra en skarp vinkel, men Teemu Seppänen kom til en blokering. Få minutter senere skete det samme, da Spencer Humphries kom til skud midt foran Odense-målet.

Mod slutningen af anden periode blev føringen så udbygget, da Mike Daugulis fra distancen satte pucken bag Ronan Quemener, der var sat ind i Pirates-målet for at afværge et nederlag.

I starten af tredje periode fortsatte de danske mestre med at føre skudstatistikken markant uden at få pucken bag fynboernes finske keeper. Mens piraterne gang på gang missede deres chancer i powerplay, fyldte buh-råbene fra de fortvivlede Pirates-fans mere og mere i Bentax Arenas lydbillede.

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

Seks minutter inde i tredje periode kom aalborgenserne til kampens nok største chance, da der blev dømt straffeslag til hjemmeholdet. Men Thomas Spelling formåede heller ikke at udnytte den mulighed.

Umiddelbart efter kom Aalborg Pirates dog endelig på måltavlen, da canadiske Mike McNamee gjorde det til 1-3 som en opfølger på gentagende chancer.

Med syv minutter igen fulgte Spencer Humphries op på sin landsmands mål, da han fra distancen udplacerede den finske Odense-målmand og bragte spænding tilbage i opgøret med 2-3 på måltavlen.

Kort efter udlignede mestrene så, da ligeledes canadiske Kelin Ainsworth fandt holdkammerat Jeppe Jul Korsgaard i en aldeles skarp vinkel. Men herfra gjorde piraten det til 3-3 med to minutter tilbage af kampen.

Aalborg Pirates så ud til at stjæle de to point, da Mikkel Højbjerg scorede efter et par minutters overtid. Men målet blev annulleret. Med få sekunder tilbage af de fem minutters overtid fik han igen annulleret et mål, hvilket sendte kampen i straffeslag.

Efter missede straffeslag fra Thomas Spelling og Nicolaj Carstensen blev det til gengæld en sejr til Odense Bulldogs i Bentax Arena, hvor Sebastian Ehlers scorede det afgørende straffeslag for gæsterne.

Foto: Henrik Bo

Foto: Henrik Bo

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst