Piraterne vandt maratondrama og er snublende tæt på DM-finale

Aalborg Pirates kom på alvorligt overarbejde, da Herlev blev besejret 3-2 efter mere end fire perioders ischockey

Her har Tobias Ladehoff netop afgjort et sandt ishockeydrama. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Her har Tobias Ladehoff netop afgjort et sandt ishockeydrama. Foto: Martin Damgård

AALBORG:Det var svært ikke at føle med Herlev-keeper Lukas Horak, der måtte kapitulere efter lidt over 82 minutters ishockey. Tobias Ladehoff blev den store Aalborg Pirates-helt, da han scorede til 3-2 langt over normal sengetid.

Forud var gået en meget afvekslende og særdeles spændingsmættet ishockeykamp, der røg helt ud i femte periode.

Det begyndte skidt for piraterne. Meget skidt endda.

Halspeakeren kunne med rette have bragt en efterlysning mellem første og anden periode. Der var nemlig op til flere Pirates-spillere, der ikke var mødt op i de første 20 minutter. Her blev piratskibet sejlet agter ud af et Herlev-hold, der for alvor fik vind i sejlene. 

Det var et mirakel, at Pirates kun var bagud med 0-2 efter første periode. Der var nemlig et par helt ufatteligt store Herlev-chancer, som blev brændt. Det var episoder, der sagtens kan arkiveres i kategorien "uforklarlige". De enorme chancer og ikke mindst Herlevs 2-0-mål var et godt billede på Piraternes totale fravær i kampens første tredjedel. 

- Vi kom slet ikke ud, som vi skulle til første periode. Vi kom hurtigt bagud med 2-0, og så var det ellers bare svært i resten af perioden, siger matchvinder Tobias Ladehoff.

Selv ikke indsatsen i 2-11-blamagen mod Rungsted var så langt under niveau, som det, der blev lagt for dagen af det forsvarende mesterhold. 

Aalborg Pirates - Herlev Eagles 3-2 (e.ot.)

  • Ishockey, Metalligaen
  • Tredje DM-semifinale
  • Periodecifre: 0-2, 2-0, 0-0, 0-0, 1-0
  • Mål: 0-1 Maksim Popovic (3.05), 0-2 Mikkel Bertelsen (5.12), 1-2 Thomas Spelling (24.25), 2-2 Nikolaj Carstensen (39.17), 3-2 Tobias Ladehoff (82.11)
  • Udvisninger: Aalborg 3x2, Herlev 1x2
  • Tilskuere: 3896
  • Dermed fører Aalborg Pirates i semifinaleserien 3-0. Kamp fire spilles onsdag i Herlev.

I anden periode skulle Pirates ud at stemple ind i kampen. I takt med minutterne gik, forvandlede Aalborg-mandskabet sig fra en flok letmatrosser til de pirater, der har haft klasse nok til at besætte grundspillets førsteplads. 

- Vi fik lige kigget hinanden i øjnene og aftalt, at det her skulle være løgn. Jeg føler, at vi fik leveret en langt bedre indsats i de efterfølgende perioder. 

Thomas Spelling gav det første livstegn fra Pirates, da han styrede pucken i mål til 1-2 fire minutter inde i perioden. 

Det blev startskuddet til et massivt piratpres mod ørnemålet. Ved en enkelt lejlighed blev Herlev-spillerne fanget i egen zone i langt over et minut uden mulighed for at skifte ud. Da de endelig fik pucken ekspederet til icing lignede de gulklædte spillere en flok tyske badegæster, der havde gennemført Vesterhavsmarchen på stylter. 

Det trak i den grad op til en udligning. Herlev gav dog en påmindelse om, at københavnerne ikke var ude af opgøret. I det, der mindede om et kortvarigt flashback til første periode fik ørnene skabt lettere panik i Aalborg-forsvaret, men piraterne slap med skrækken i den omgang. 

Sekunder senere var Herlevs tilnærmelser glemt, for Nikolaj Carstensen udlignede til 2-2 efter et velkomponeret Pirates-angreb. Dermed kunne piraterne gå i kabinen med enormt momentum. 

Av, av, av. Kirill Kabanov ofrede alt i løbet kampen.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Av, av, av. Kirill Kabanov ofrede alt i løbet kampen.  Foto: Martin Damgård

Det store spørgsmål inden tredje periode var, hvem der bedst kunne rebe sejlene?

Svaret var Aalborg Pirates. Der var stor Pirates-dominans i det meste af tredje periode. Der opstod også chancer. Både Trevor Gooch og særligt Patrick Bjorkstrand fik store tilbud. Omvendt viste Herlev også ved et par lejligheder, at nok var man på glatis, men de farlige kontrastød var fortsat et velfungerende våben for ørnene. 

Ingen af de to hold havde den fornødne skarphed til at sætte det afgørende stød ind. Med seks sekunder tilbage af opgøret blev Mathias Asperup spillet fri i slottet, men George Sørensen leverede en matchvinderværdig aktion, da han plukkede afslutningen. 

Derfor endte det med, at en fjerde periode måtte i brug for at finde en vinder af opgøret. Som i størstedelen af anden og tredje periode havde Pirates pucken meget i Herlev-zonen, men københavnerne var dygtige til at holde piraterne på ydersiden, så det aldrig for alvor blev farligt. 

Det blev det til gengæld, da Herlev nærmede sig Pirates-buret. Først var der en kæmpe chance til ørnene i fem mod fem, og siden kom der tryk mod Pirates-målet, da Lasse Bo Knudsen blev smidt i straffeboksen i en situation, som fik sindene i kog blandt 3886 af de 3896 tilskuere. 

Piraterne red dog stormen af, og genetablerede et ret massivt tryk mod Eagles-målet. Fjerde periode blev til femte, men der skulle kun gå to minutter og 11 sekunder af den periode, før Sparekassen Danmark Isarena eksploderede i et kollektivt jubelbrøl. 

Årsagen var en scoring fra Tobias Ladehoff, der fik skovlet pucken ind over stregen. 

- Jeg tænkte bare, at jeg skulle have den puck ind over stregen, så vi alle kunne komme hjem, siger Tobias Ladehoff. 

- I fjerde periode fik vi vist, at vi var i teten. Vi havde lidt mere overskud, så vi havde egentlig en tro på, at det nok skulle komme, hvis vi blev ved med at køre på.

Dermed er Pirates foran 3-0 i kampe, og der skal et historisk comeback til, hvis Herlev Eagles skal rejse sig fra den mavepuster. Ladehoff tager dog intet for givet. 

- Vi så jo i første periode, hvordan vi ikke skal komme ud til en kamp, så nu skal vi til Herlev og forsøge at lukke serien, men vi ved, at det kommer til at kræve meget, og vi skal være top-fokuserede, siger Tobias Ladehoff.

Kontrasten var til at få øje på i sekunderne efter kampens afgørelse. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Kontrasten var til at få øje på i sekunderne efter kampens afgørelse. Foto: Martin Damgård

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.