Pirates blev semifinaleklar med hiv og sving
Aalborg Pirates vandt den syvende og afgørende kvartfinale mod Rungsted 5-2 efter en kamp, der først blev afgjort i de døende minutter

Jublen og forløsningen var til at få øje på efter sejren og semifinalepladsen var i hus. Foto: Martél Andersen
AALBORG:I nyere tid har Aalborg Pirates ikke været så presset i en slutspilsserie som det var tilfældet mod Rungsted Seier Capital i årets kvartfinale.
De to hold havde spillet hinanden ud i en altafgørende kamp syv, og selv om Aalborg Pirates havde hjemmebanefordel var det en helt jævnbyrdig kamp.
Efter lidt over tre minutter var taget ved at lette, da en af linjedommerne pludselig indtog rollen som kampens første målscorer. En styring fra Jeppe Jul Korsgaard ramte en af dommerne på skøjten og sprang i mål.
I første omgang dømte den pågældende dommer mål, men det blev korrekt trukket tilbage, da der aldrig kan dømmes mål hvis en dommer direkte styrer pucken i mål, som det var tilfældet her.
Det fik humøret til at falde blandt de mange Pirates-fans, og det dårlige humør fik endnu et tryk ned, da Victor Rollin Carlsson røg i straffeboksen. Den efterfølgende periode overlevede Pirates, men det var ikke uden sværdslag.
Historien gentog sig kort efter, da Anders Koch også røg over i Aalborgs straffeboks, men igen fik piraterne på lykke og fromme afværget situationen.

Stemningen kom på kogepunktet, da det stod klart, at Pirates ikke skal på sommerferie. Foto: Martél Andersen
Pirates havde svært ved at få rytme i spillet, men mod slutningen af første periode blev det bedre, og hjemmeholdet fik sat enkelte sekvenser sammen, som truede Rungsted-målet.
Med lidt under fire minutter tilbage af første periode fik Aalborg Pirates sit første powerplay, og det skulle man kun bruge 15 sekunder af for at score kampens første mål. Efter et par kvikke pasninger mellem Thomas Spelling og Julian Jakobsen havnede pucken hos Trevor Gooch, og amerikaneren tøvede ikke med at hamre pucken i mål til øredøvende jubel.

Her afgør Victor Rollin Carlsson kampen med sin scoring til 4-2. Foto: Martél Andersen
Pirates kunne tage føringen med i kabinen, men Rungsted var langtfra slået. Det viste nordsjællænderne, da de fik udlignet til 1-1 via en powerplay-scoring fra Mattias Persson.
Netop Mattias Persson ejede isen i de første 10 minutter af anden periode. Faktisk burde piraterne have betalt entré for at gå på isen, for de var mest af alt tilskuere i Rungsted-dominans.
Men det kan gå stærkt i verdens hurtigste spil.
Aalborg Pirates - Rungsted Seier Capital 5-2
- Metalligaen, ishockey
- DM-kvartfinale, kamp 7
- Periodecifre: 1-0, 2-1, 2-1
- Mål: 1-0 Trevor Gooch (16.27), 1-1 Mattias Persson (24.32), 2-1 Kirill Kabanov (30.09), 3-1 Patrick Bjorkstrand (31.19), 3-2 Jacob Gammelgaard (49.01), 4-2 Victor Rollin Carlsson (57.20), 5-2 Julian Jakobsen (59.15)
- Udvisninger: Aalborg 3x2 Rungsted 1x2
- Tilskuere: 4378
Bedst som det blot virkede som et spørgsmål om tid, før Rungsted ville bringe sig foran slog Aalborgs profiler Julian Jakobsen og Kirill Kabanov til.
Kabanov var søgt ind foran mål, hvor han som få andre i dansk ishockey kan styre en puck i mål. Det var lige netop det han gjorde på en afslutning fra Julian Jakobsen.
Piraternes 2-1-mål have været et chok for Rungsted i dobbelt forstand. Pirates var nemlig presset, og havde det ikke været for en storspillende George Sørensen, så var Rungsted kommet foran.
Piraterne var ganske ukarakteristisk presset en del ned i egen zone, og bare det at få pucken ud af egen zone så svært ud.
Den spirende fornemmelse af optimisme hos piraterne fik for alvor vind i sejlene, da Patrick Bjorkstrand kort efter 2-1-scoringen udbyggede hjemmeholdets føring til 3-1, da han skøjtede bag om Rungsted-målet og snedigt fik sendt pucken i mål.
Det var første slutspilspoint fra den normale Pirates-profil. En del af forklaringen på piraternes store spillemæssige udfordringer kan helt sikkert findes i det faktum, at Bjorkstrand er en af flere forventede profiler, der ikke har leveret på det forventede niveau i kvartfinaleserien mod Rungsted.
Normalt er Aalborg altid det hold, der er hurtigst på skøjterne. Sportschef Ronny Larsen har gjort det til et mantra, at man skal have fart for at spille i Aalborg. I fredagens kamp var det klart Rungsted, der var bedst skøjtende. Gang på gang fik Rungsted transporteret pucken ind i Pirates-zonen uden nævneværdige problemer.
Det er lang tid siden, at Pirates på den måde bare har stået og parreret i egen zone, som det var tilfældet i store dele af tredje periode.

Pirates-spillerne har prøvet lidt af hvert i dette års kvartfinaleserie, men nu kan de glæde sig til semifinalen mod Herlev Eagles. Foto: Martél Andersen
Med 11 minutter tilbage af tredje periode gik det galt for et passivt Pirates-hold, der for gud ved hvilken gang blev presset ned i egen zone. I powerplay-lignende sekvenser - vel at mærke i fem mod fem - fik Jacob Gammelgaard reduceret til 2-3.
Belejringen fortsatte med uformindsket styrke fra Rungsteds side. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at nordsjællænderne var grundspilsvinder, og Pirates var det tynde slutspils-øl.
Bedst som det så ud til, at Rungsted skulle til at sætte et sidste attentat ind på Aalborgs føring, slog Aalborg og Victor Rollin Carlsson kontra. Svenskeren gjorde det til 4-2 med under tre minutter tilbage af kampen.
Julian Jakobsen lukkede og slukkede med en scoring i tomt net med under et minut tilbage. Det betyder, at Aalborg Pirates er klar til semifinalen. Her venter Herlev Eagles.
Første kamp spilles onsdag 20.15 i Aalborg.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.