Opdaget ved et tilfælde: 1000 ekstra pladser til guldbrag

Alt tyder på, at Aalborg Pirates sætter ny tilskuerrekord, når Herning Blue Fox søndag kommer på besøg til den femte og måske afgørende DM-finale

Aalborg Pirates kommer til at sætte ny tilskuerrekord til søndagens finale <i>Arkivfoto: Martél Andersen</i>

Aalborg Pirates kommer til at sætte ny tilskuerrekord til søndagens finale Arkivfoto: Martél Andersen

AALBORG:Der bliver med statsgaranti knald på, når Aalborg Pirates med en sejr i søndagens hjemmekamp mod Herning Blue Fox kan sikre sig DM-guldet. 

Sent fredag aften bragte piraterne sig på 3-1 i semifinaleserien, da Herning blev besejret 6-2 på fremmed is. Med en potentiel DM-fejring efter søndagens hjemmekamp eksploderede interessen for billetter til kampen i minutterne efter fredagens sejr. Den interesse fortsatte lørdag med uformindsket styrke. 

I den forbindelse er der lagt op til en ny tilskuerrekord. Aalborg Pirates har nemlig fået hele 1000 nye tilskuerpladser hen over natten. Ja det vil sige, at det er en længere proces, der har ført til, at man nu kan øge tilskuerkapaciteten fra 5000 til 6000. 

- Det hele blev sat i gang ved lidt af en tilfældighed. En brandingeniør gjorde os opmærksom på, at vi burde have plads til mere end 5000 tilskuere, og det var sjovt nok noget, som vi selv havde gået og lagt mærke til, når vi har haft udsolgt, fortæller Thomas Guldhammer Simonsen fra Aalborg Pirates' administration. 

Helt konkret skulle de forhåndenværende evakueringsplaner gennemses, og ved et eftersyn og en opdatering af de planer kunne Aalborg Pirates konstatere, at man kunne finde plads til yderligere 1000 tilskuere. 

- Uden at det skal blive alt for teknisk, så fandt vi ud af, at de gamle planer var udarbejdet i forhold til en koncert, hvilket betød at der stod en scene i hallen. Det gør der jo ikke, når vi spiller ishockey, og derfor ændrer det hele forudsætningen for evakuering ved brand. Det betyder i sidste ende, at vi kan lukke flere mennesker ind i hallen, forklarer Thomas Simonsen. 

Det lyder næsten for godt til at være sandt, at man ved et simpelt eftersyn kan finde 1000 nye tilskuerpladser - spørg bare Aalborg Håndbold om kampen for at få plads til flere mennesker til hjemmekampe. Den er dog god nok, og to uvildige instanser har været inde over en godkendelse af den øgede tilskuerkapacitet. 

- Nu prøver vi det af mod Herning i søndagens kamp. Vi kan have 6000 mennesker inde, så nu kan vi roligt konstatere, at vi har Danmarks største ishockeyarena, siger Thomas Guldhammer Simonsen. 

Aalborg Pirates-ledelsen er meget opmærksom på, at de yderligere 1000 tilskuere skal have samme gode oplevelse, som de øvrige 5000 mennesker. 

- Det er meget vigtigt for os, at vi kan tilbyde ordenlige forhold for alle tilskuere, og der er jo tale om ståpladser. Blandt andet på balkonen, men det er vores vurdering, at vi selv ved denne kapacitetsudvidelse kan holde fast i, at alle tilskuere har et godt udsyn til banen. Det er altafgørende for os, siger Thomas Guldhammer Simonsen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.