Pirates maste Herning i første DM-finale

Aalborg Pirates vandt den første DM-finale med knusende 6-0 over Herning Blue Fox

Aalborg Pirates vandt den første af potentielt syv DM-finaler mod Herning ganske overbevisende. Det var så at sige piraterne, der var oven på.  <i>Foto: Lars Pauli</i>

Aalborg Pirates vandt den første af potentielt syv DM-finaler mod Herning ganske overbevisende. Det var så at sige piraterne, der var oven på.  Foto: Lars Pauli

AALBORG:Aalborg Pirates fik sendt et utvetydigt statement i den første af potentielt syv DM-finaler.

Det helt store spørgsmål inden fredagens kamp var, om Aalborgs ni dages kamppause var en fordel fremfor Hernings friske semifinalesejr over Esbjerg Energy. Piraterne gav hurtigt svar på tiltale. 

Herning Blue Fox kom ud til kampen og forsøgte at lægge pres på piraterne, men den storm fik man hurtigt afblæst fra nordjysk side. 

Da Aalborg Pirates fik sit første powerplay stemplede en gammel Herning-dreng ind. Patrick Bjorkstrand gjorde det til 1-0 for piraterne. Efterfølgende var det en anden tidligere Herning- og nuværende Aalborg-spiller, der gjorde god reklame for sig selv. 

George Sørensen havde et par fine redninger, inden Pirates bragte sig på 2-0 mod slutningen af første periode. 

De første 20 minutters hockey var sådan set en meget lige omgang, men piraterne havde skarphed og marginaler med sig. Godt illustreret ved  Anders Kochs 2-0-scoring. 

Det billede blev forstærket i anden periode, da Martin Højbjerg gjorde det til 3-0. Fra det punkt var der ikke megen spænding tilbage i kampen. End ikke en dum udvisning til Victor Rollin Carlsson mod anden periodes slutning kunne sætte Herning i gang. Midtjyderne virkede mærkede i flere sekvenser. Det var Aalborg-spillerne, der havde det fysiske overtag, og det er ellers et område, hvor Herning normalt er Danmarks stærkeste hold.

Første kamp i finaleserien

Det betød, at kampen ved indgangen til tredje periode kunne sejle i to forskellige retninger. Enten kunne piratskibet stikke af i tilfælde af flere scoringer, eller også kunne Blue Fox levere et comeback. 

Det blev ubetinget det første scenarie, der blev en realitet. Kampen blev afgjort, da Matt salhany gjorde det til 4-0, og mens det meste af hallen var optaget af et slåskamp med Lasse Bo Knudsen som den ene part, bragte Julian Jakobsen piraterne på 5-0. 

Den form for målfejring så man hele seks gange i løbet af fredagens DM-finale i Aalborg. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Den form for målfejring så man hele seks gange i løbet af fredagens DM-finale i Aalborg. Foto: Lars Pauli

Allerede inden 5-0-scoringen var Herning-frustrationerne ikke overraskende brudt ud i lys lue. De fik for alvor frit løb, da kampen var afgjort. Som det så ofte er tilfældet i slutspilskampe, hvor det ene hold er stukket af på måltavlen, forsøger det andet hold at spille med musklerne, men det eneste midtjyderne fik ud af det, var kø for at komme ud at besøge straffeboksen. 

Sejrens suverænitet kan på ingen måde diskuteres, men det skal med i fortællingen fra kampen, at Herning på ingen måde var så ufarlig, som cifrene kan få det til at se ud. 

George Sørensen havde flere redninger, hvilket var en stærkt medvirkende årsag til, at Kirill Kabanovs scoring til 6-0 var lig med et æg til rævene. 

Da kampen var slut kunne et træt men optændt Herning-hold køre ned og klappe ud mod de medrejsende fans, der viste flot opbakning trods afklapsningen. Aalborg-spillerne kunne derimod lade sig hylde af en udsolgt arena, hvor langt de fleste blev tilbage for at hylde piraterne. 

Søndag venter kamp to i Herning, og her er Martin Højbjerg ikke i tvivl om, at Herning Blue Fox nok skal være klar til anden omgang i ringen mod piraterne. 

- Der står 0-0 på søndag, og så er det sådan set ligegyldigt, hvor meget vi vandt den her kamp med, påpeger Martin Højbjerg, der ikke overraskende var meget tilfreds med måden, som Pirates havde spillet de 60 første finaleminutter på. 

- Vi kom godt ud til kampen og kørte på fra start af. Det er også klart, at det hele bliver lidt nemmere, når vi kommer foran. Vi spillede godt rent offensivt, og George havde nogle gode redninger, så det hele kørte som vi havde håbet på, siger Martin Højbjerg.

- Det er altid svært at simulere rigtig kamp, når du bare træner, men vi havde talt meget om at komme rigtigt ud til kampen, og det fik vi gjort, siger Martin Højbjerg.

Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 6-0

  • Ishockey
  • 1. DM-finale
  • Periodecifre: 2-0, 1-0, 3-0
  • Mål: 1-0 Patrick Bjorkstrand (6.46), 2-0 Anders Koch (18.13), 3-0 Martin Højbjerg (34.33), 4-0 Matt Salhany (41.25), 5-0 Julian Jakobsen (49.23), 6-0 Kirill Kabanov (53.37) 
  • Udvisninger: Aalborg 4x2, Herning 7x2
  • Tilskuere: 5000 
  • Dermed fører Aalborg Pirates 1-0 i kampe. Kamp 2 spilles søndag i Herning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.