Pirates-profiler er åbne for kontraktforlængelser
Oscar Drugge og Matt Salhany har begge leveret stærke indsatser i Aalborg Pirates-guldtogt, og begge "imports" er positive overfor tanken om en kontraktforlængelse

Flere af Aalborg Pirates' udenlandske profiler vil gerne blive i klubben til næste sæson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
HERNING:De fleste af Pirates' danske spillere har prøvet det der med at vinde DM-guld før. Men for svenske Oscar Drugge og amerikanske Matt Salhany var det en helt ny oplevelse, der ventede, da tirsdagens 3-2-sejr i Herning udløste guldhjelme og champagnesprøjt.
For et år siden var Oscar Drugge stærkt spillende hos Herning Blue Fox. Det fik Aalborg Pirates til at hente den offensivt stærke svenske back inden denne sæson. Den beslutning har de givetvis været glade for i Pirates-organisationen, hvor de kan konstatere, at Oscar Drugge har præsteret solidt over hele sæsonen.
- Jeg kom til Aalborg, fordi de sagde, at vi skulle vinde guld. Og her står jeg så og har været med til at vinde guld. Det er mit første guld, så det er helt specielt for mig.
- Vi har været det bedste hold i hver eneste kamp i finaleserien. Igennem grundspillet var Herning bedre end os, men i slutspillet har vi vist, at vi er det bedste hold, siger Oscar Drugge.
Han blev efter den afgørende finalekamp udtaget til all star-holdet for Metalligaen. Det blev han sammen med Julian Jakobsen. Mens Jakobsen med afstand har været den bedste forward i denne sæson, så må Drugge med udtagelsen til all star-holdet kandidere kraftigt til titlen som ligaens bedste back.
Derfor vil der givet være bud efter den stærke Pirates-back, men står det til Drugge, så er han klar på endnu en sæson i Pirates-trøjen.
- Jeg har ikke skrevet under på noget endnu, så chancen er der bestemt. Jeg stortrives i Aalborg, og hele organisationen og byen er fantastisk. Så der er stor chance for, at jeg er her næste sæson, hvis Aalborg vel at mærke vil have mig, siger Oscar Drugge.
Amerikansk glæde
Mens svenskeren har været en del af Aalborg Pirates i hele sæsonen, blev Matt Salhany hentet ind midt i sæsonen, og i slutspillet har han vist sit værd med sin enorme fart og gode målnæse.
- Det er mit tredje år i Danmark, og jeg kan huske, at jeg sagde det, da jeg var landet i lufthavnen. Jeg var her for at vinde guld. Jeg er så glad for, at den ambition er gået i opfyldelse. Det har været en fantastisk oplevelse at blive en del af den her organisation, siger Matt Salhany.
Den lynhurtige wing regner med, at han midt i al festivitassen skal nå at have en snak med Ronny Larsen og Garth Murray om en eventuel kontraktforlængelse, inden han rejser hjem til USA i midten af næste uge.
- Jeg vil elske at vende tilbage til Aalborg i næste sæson. Mon ikke jeg skal have en snak med Garth Murray og Ronny Larsen, inden jeg rejser. Hvis det er op til mig, så vil jeg elske at komme tilbage. Det skal der ikke være nogen tvivl om.
Det er blevet til 13 mål og 13 oplæg fra Matt Salhanys stav i 32 kampe. Blandt andet blev det til 14 point i 17 slutspilskampe. Hvis det ender med en returbillet til Aalborg for Salhany har amerikaneren selv en forhåbning om at kunne bidrage i endnu højere grad.
- Jeg kender jo systemet og omgivelserne bedre nu, så jeg tror, jeg kan bidrage mere i næste sæson, og som sagt vil jeg gerne komme tilbage, hvis Pirates vil have mig.
I denne sæson har Aalborg Pirates haft otte udenlandske spillere på kontrakt. Af disse otte spillere er det kun Kirill Kabanov, som Aalborg Pirates har på kontrakt til næste sæson på nuværende tidspunkt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.