Pirates skuffede rekordstort publikum: - Vi manglede meget
Guldfesten blev aflyst, da Aalborg Pirates meget skuffende leverede finaleseriens dårligste indsats foran et historisk talstærkt publikum

Der var Herning, der trak sig sejrrigt ud af søndagens DM-finale, der blev noget rod for Aalborg Pirates, ligesom dette billede godt illustrerer. Foto: Martin Damgård
AALBORG:Hovedparten af de 6000 tilskuere havde sat næsen op efter en guldfest efter søndagens DM-finale mellem Aalborg Pirates og Herning Blue Fox, men det blev der ikke noget af.
Den fest fik Herning spoleret godt og grundigt via en meget disciplineret indsats, der endte med en 2-1-sejr. Præstationen stod i skærende kontrast til fredagens præstation, der ikke alene havde udløst matchbolde til Aalborg Pirates - den havde også kastet karantæner til Patrick Madsen og Jonathan Racine af sig.
Men en ræv, der er presset godt ned i sit rævehul er en farlig størrelse. Det viste Blue Fox i søndagens kamp, som midtjyderne fik afviklet tæt på optimalt.
Mathias Bau formindskede ølsalget i den anden periodepause gevaldigt, da han bragte Blue Fox foran på en returpuck. Stemningen nåede for alvor frysepunktet da Tristan Pomerleau bragte Herning på 2-0. Herningenserne fik oven i købet et powerplay kort efter, men undertallet til trods fik Aalborgs Kirill Kabanov slidt sig frem til en reducering, som tændte en gnist i mange af de 6000 mennesker.
Tredje periode blev aldrig det pres mod Herning-målet, som mange af de nordjyske hockeyfans havde forventet. Blue Fox stod solidt i egen zone og var fint tilpas med at spille pucken ud af zonen - vel at mærke uden at sende den til icing.
Der var Aalborg-chancer undervejs, men i sidste ende var det en præstation, som Pirates-lejren ikke var tilfreds med.
- Vi manglede meget i dag. Vi virkede lidt bange for at vinde. Jeg ved ikke helt, hvorfor det virkede sådan, siger Anders Koch.
- Jeg synes ikke, det var Hernings fortjeneste. Vi ramte bare ikke det niveau, som vi har ramt i de fire første kampe. Jeg tror mere, det er inde i vores omklædningsrum, vi skal finde forklaringen. Det min umiddelbare tanke, siger Anders Koch.

Kirill Kabanov har her reduceret, men det rakte ikke til noget i den sidste ende. Foto: Martin Damgård
Han medgiver dog, at den opfattelse kan ændre sig, når han har set kampen igennem igen.
- Vi skal have kigget på noget video. Jeg sagde jo lige, at det ikke var mit indtryk, at det var Hernings fortjeneste, at de vandt kampen, men det kan da godt være, jeg ændre mening, når jeg har set video på kampen. Det kan jo godt være, at Herning gør noget anderledes, men det er lidt svært for mig at vurdere i kampens hede, siger Anders Koch.
Under alle omstændigheder er der én ting, som han gerne ser fra forbedret til tirsdagens kamp i Herning.
- Vi fik ikke udnyttet vores skøjteløb nok, så det er nok en af de ting, vi skal have arbejdet med frem mod tirsdagens kamp.
Tilfreds Herning-profil
Mens skuffelsen lyste ud af Aalborg-spillerne, så var det en tilfreds og måske også lidt lettet Mathias Bau, der kunne konstatere, at han og Herning får minimum en kamp mere i sæsonen.
- Vi ville ikke slutte på den her måde, og nu glæder jeg mig virkelig til, at vi kommer tilbage til Herning foran vores egne fans. Jeg er sikker på, at der nok skal blive knald på den kamp, siger Herning-profilen, der roser holdets arbejdsindsats.
- Vi kæmpede virkelig hårdt for hinanden igennem hele kampen. Vi stod godt, og vigtigst af alt, så lå vi tæt på hinanden, hvilket vi har haft lidt problemer med i de foregående kampe. Der var vi bedre til at hjælpe hinanden i den her kamp, siger Mathias Bau.
Han er blevet kædet sammen med Mathias From, og det er tydeligt, at de to profiler er Hernings med afstand bedste offensive våben. Det gav de flere prøver på i søndagens kamp.
- Vi spiller godt sammen. Vi skal acceptere, at vi også er meget i vores egen zone, men når vi kommer frem, så gælder det om at få kørt pucken rundt. Vi får skabt gode chancer, når vi kommer derop, men vi skal huske at fokusere på arbejdet i egen zone, siger Mathias Bau.
Aalborg fører 3-2 i serien og kan med en sejr tirsdag vinde DM-guld, mens Herning med en sejr fremtvinger en syvende og altafgørende kamp fredag i Aalborg.
Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 1-2
- Ishockey, Metal Ligaen, femte DM-finale
- Periodecifre: 0-0, 1-2, 0-0
- Mål: 0-1 Mathias Bau (27.09), 0-2 Tristan Pomerleau (33.12), 1-2 Kirill Kabanov (35.25)
- Udvisninger: Aalborg 1x2 minutter, Herning 2x2 minutter
- Tilskuere: 6000 (tilskuerrekord)
- Dermed fører Aalborg Pirates med 3-2 i finaleserien
- Sjette kamp spilles i Herning på tirsdag klokken 19.30
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.