Pirates-træner vasker flittigt hænder før 4. DM-finale

Det kan godt være, han er forkølet, men Garth Murray bruger ikke tid på at græde snot over nederlaget til Herning i den tredje DM-finale

Garth Murray og Aalborg Pirates fører 2-1 i finaleserien mod Herning Blue Fox, hvor det fjerde slag fredag aften står i det midtjyske. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Garth Murray og Aalborg Pirates fører 2-1 i finaleserien mod Herning Blue Fox, hvor det fjerde slag fredag aften står i det midtjyske. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Mindre end ét minut skilte forleden Aalborg Pirates i at få matchbold i DM-finaleserien i ishockey mod Herning Blue Fox. En sen udligning og en efterfølgende overtidsscoring spolerede muligheden for allerede fredag aften at holde guldfest i det midtjyske. 

Det bruger aalborgenserne dog ikke lang tid på at græde snot over.

- Selvfølgelig er vi skuffede over nederlaget i tirsdags, men vi er stadig foran 2-1 i kampe, og vi vidste på forhånd, at det ville blive en tæt finaleduel. Der er ikke mange millimeter mellem os, og nu kigger vi fremad. Vi er stadig i en god position og har spillet tre fine første finaler, så vi skal fortsætte i samme spor, siger Garth Murray.

Hvis man ser bort fra Jeppe Jul Korsgaard, der ikke var med i tirsdagens finalekamp, har Aalborg Pirates været forskånet for skader blandt profilerne. Så gør det mindre, at cheftræneren selv hænger en smule i bremsen på grund af en forkølelse.

- Men skal vi ikke bare sige, at jeg har vasket en del hænder på det seneste, siger canadieren om kampen med at holde bakterierne indenbords.

Skal udnytte farten

- Når det er sagt, har man altid lidt skavanker i en trup. Begge mandskaber er dog ganske tæt på at være i stærkeste opstilling, så det ser i hvert fald ikke ud til, at nogen af holdene kan bruge skader som en undskyldning for ikke at vinde finaleserien, påpeger Garth Murray.

Tiden mellem finalekampene bliver primært brugt på at restituere og se video. Med tre døgns hvile i benene håber Pirates-træneren derfor at se sit hold i et opskruet højt tempo, når pucken fredag droppes i Herning.

- Farten i skøjterne og det hurtige pasningsspil er vores styrke, men det er et svært sted at spille. Banen er mindre, så alt sker bare lidt hurtigere, forbi spillerne har kortere vej til hinanden. Generelt har vi dog haft god succes med at spille i Herning, så det er ikke noget, der skræmmer os, siger Garth Murray.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.