Pirates viste guldkarakter i overtidssejr

Aalborg Pirates er for alvor på mesterskabskurs efter en 4-3-overtidssejr i Herning

Aalborg Pirates vandt den anden DM-finale efter overtid. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Aalborg Pirates vandt den anden DM-finale efter overtid. Arkivfoto: Lars Pauli

HERNING:Normalt er det Bermuda-trekanten, der oplsuger skibe, men søndag aften var det et rævehul i Herning, der opslugte et aalborgensisk piratskib, der kom gevaldigt ud af kurs efter 40 minutters fremragende ishockey i den anden DM-finale.

Fra at være oppe med 3-1 og have helt styr på kampen, kom Aalborg Pirates i alvorligt uvejr. Herning fik via to scoringer kampen ud i overtid, men her kom Pirates tilbage på guldkursen og vandt efter et mål fra Martin Højbjerg. Dermed bragte Aalborg sig på 2-0 i finaleserien, der spilles bedst af syv kampe, men det holdt hårdt.

Lasse Bo Knudsen forudsagde allerede i minutterne efter kamp et, at det ville blive en helt anden forestilling, når de to hold søndag skulle på is i Herning.

Han forventede, at Herning Blue Fox ville lægge et anderledes fysisk tryk i søndagens kamp, og det blev så sandelig også tilfældet. 

I en yderst intens åbning på kampen kom Herning hurtigt i front, da Mathias From på en kontra fik pucken forbi George Sørensen. 

Herning forsøgte at bygge videre på den hurtige føring ved at lægge en masse fysik ind i hver eneste duel, men den udfordring klarede Pirates til UG, da man hurtigt fik kampen over på egne præmisser. 

Hernings forsøg på at gøre kampen til en fysisk duel besvarede piraterne både med fysik men også kløgt. Der var virkelig omtanke i piraternes ageren. Derfor lykkedes det hurtigt at tilspille sig et overtag, der kastede to scoringer af sig. 

Først styrede Matt Salhany pucken i mål til 1-1. Få minutter efter var Kirill Kabanov først over en løs puck inde omkring Herning-målet. 

Den slags mål er normalt ikke piraternes foretrukne scoringsopskrift, men det var et godt billede på den meget koncentrerede indsats, der blev leveret i de første 20 minutter. 

Herning Blue Fox - Aalborg Pirates 3-4 (efter overtid)

  • Ishockey, Metalligaen
  • 2. DM-finale
  • Periodecifre: 1-2, 0-1, 2-0, 0-1
  • Mål: 1-0 Mathias From (1.09), 1-1 Matt Salhany (9.08), 1-2 Kirill Kabanov (13.42), 1-3 Trevor Gooch (37.31), 3-2 Mathias Bau (46.21), 3-3 Phil Marinaccio (48.45), 3-4 Martin Højbjerg (42.48)
  • Udvisninger: Herning 1x2, Aalborg 2x2
  • Tilskuere: 2500
  • Dermed står der 2-0 til Aalborg Pirates i finaleserien
  • Tredje kamp spilles tirsdag klokken 20.15 i Aalborg

Nu var det op til rævene fra heden at finde et modsvar. Piraterne havde nemlig svaret fremragende på den udfordring, de var blevet givet. 

Herning forsøgte igen at sætte fysik på dagsordenen, og denne gang responderede Pirates-spillerne med en stålsat defensiv disciplin, der kun i ganske få tilfælde lod Herning komme til fadet. Blandt andet havde Andris Dzernis et mere eller mindre åbent mål at skyde pucken ind i, men han gled og i stedet kunne piratskibet sætte kursen den modsatte vej. 

Lynhurtigt comeback

Få sekunder efter Hernings største chance i anden periode slog Trevor Gooch til. Et flot sammensat angreb blev afsluttet af amerikaneren, der stod stærkt i billedet sammen med sine kædekammerater Matt Salhany og Victor Rollin Carlsson. 

Det samme kan siges om Aalborgs førstekæde med Julian Jakobsen, Jeppe Jul Korsgaard og Kirill Kabanov. De to sidstnævnte leverede et stykke hestearbejde. Det kan ikke tælles på en hånd, hvor mange gange Korsgaard og Kabanov gjorde livet surt for Herning-backerne, når pucken var ved banden. 

Inden tredje periode skulle Herning i omklædningsrummet og finde en ny opskrift på succes, for hverken fart eller fysik så ud til at være nok mod et velspillende Pirates-mandskab.  

Mathias From havde i de to første periode fremstået som farligste Blue Fox-spiller, og frederikshavneren kom flyvende ud til tredje periode. Efter et minut skøjtede han legende let forbi et helt Pirates-hold, og var tæt på at reducere.

Nu var piraterne advaret, men den advarsel må man have overhørt, for først kreerede Mathias From et reduceringsmål sat ind af Mathias Bau, og kort efter udlignede Herning ved Phil Marinaccio. 

På få minutter var kampen blevet vendt på hovedet, og nu var det Pirates-spillerne, der skulle svare for sig. 

Det svar blæste mest af alt i vinden, fordi det var Herning, der klart dominerede de sidste 10 minutter af den ordinære kamp. 

Herning fik et powerplay med under to minutter tilbage, da Ian Edmondsson begik verdens tydeligste tripping. Det efterfølgende powerplay var lige ved at blive udslagsgivende i den ordinære tid, da Hernings Tristian Pomerleau ramte stolpen med den sidste afslutning i tredje periode. 

Aalborg kæmpede sig imidlertid godt igennem det resterende undertal i begyndelsen af overtiden, og så satte man ellers alle sejl ind på at vinde. Et tungt pres mod Herning blev etableret, og efter få minutter scorede Martin Højbjerg.

Med sejren er Pirates foran 2-0 i finaleserien. Kamp tre spilles i Aalborg tirsdag aften.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.