Piratskibet kom ud af kurs mod Sønderjyske

Aalborg Pirates leverede en på flere måder mangelfuld præstation, da sejren blev smidt væk i sidste minut mod et bravt kæmpende Sønderjyske-hold

Aalborg Pirates kunne glæde sig over at have kaptajn Julian Jakobsen med igen mod Sønderjyske. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Aalborg Pirates kunne glæde sig over at have kaptajn Julian Jakobsen med igen mod Sønderjyske. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Der var masser af chancer men skarphed var en mangelvare både offensivt og defensivt for Aalborg Pirates, da man tabte 2-3 til Sønderjyske. Nytårskuren i Gigantium bar lidt præg af tømmermandsstemning efter sidste uges meget intense nytårskampe mod Frederikshavn White Hawks. 

Det var et skadesramt udehold, der gæstede Sparekassen Danmark Isarena. Piraterne måtte også se bort fra et par nøglespillere. Patrick Bjorkstrand er fortsat ude med en skade, mens Lasse Bo Knudsen var sendt i skammekrogen med en spilledags karantæne. 

Til gengæld kunne Pirates glæde sig over, at kaptajnen var tilbage ved roret. Julian Jakobsen, der ikke var med i de to nytårskampe mod Frederikshavn var tilbage i kamptøjet. Han var en af foregangsmændene i en stærk indledning fra piraternes side. Pucken blev mere eller mindre permanent plantet i Sønderjyskes zone, men scoringen udeblev. 

I første periode var det så afgjort piraterne, der rakte mest ud efter skatten, og den fandt Mikkel Højbjerg, da han scorede til 1-0 efter forarbejde fra Julian Jakobsen og Kirill Kabanov. 

I anden periode kom Sønderjyske bedre med i kampen. Det gav masser af spændende situationer i begge ender. George Sørensen leverede for sin del flere store redninger, mens Aalborg-angriberne må have undret sig lidt over, at man ikke formåede at få pucken forbi en velspillende Patrick Galbraith. Store muligheder blev formøblet, så derfor var det fortsat en helt åben kamp. 

I takt med at slutningen nærmede sig, blev Sønderjyske mere og mere nærgående. Derfor virkede det som en helt uundgåelig udvikling, at Sønderjyske før eller siden måtte udligne. Den scoring sørgede Nikolaj Krag-Christensen for. Den målfarlige Sønderjyske-forward er lige nu den mest scorende dansker i ligaen. 

Da 1-1-scoringen indtraf, havde Pirates endnu til gode at prøve en tur i powerplay. Den mulighed opstod Sønderjyskes William Haag røg i straffeboksen med fire minutter tilbage. Den mulighed greb Trevor Gooch, og han bragte mestrene på sejrskurs. 

Men meget symptomatisk for den lettere sløve tilstand, som havde sænket sig over piraterne, så formåede Sønderjyske at få udlignet i sidste minut. Her halsede piraterne efter i egen zone, og Steffen Frank scorede i et stort set tomt mål. 

Det betød overtid, og her skulle William Haag ikke have mere end få sekunder på pucken for at afgøre kampen til sønderjysk fordel. Han udnyttede, at Aalborg-spillerne fumlede og fejlplacerede sig. Den efterfølgende friløber blev sendt forbi George Sørensen, der må føle, at han spildte sin aften med tanke på de mange redninger, han præsterede og den ringe hjælp han fik fra sine medspillere.

Aalborg Pirates - Sønderjyske 2-3 (efter overtid)

  • Metalligaen, ishockey
  • Periodecifre: 1-0, 0-0, 1-2, 0-1
  • Mål: 1-0 Mikkel Højbjerg (12.17), 1-1 Nikolaj Krag-Christensen (50.15), 2-1 Trevor Gooch (56.26), 2-2 Steffen Frank (59.10), 2-3 William Haag (60.37)
  • Udvisningsminutter: Aalborg 12, Sønderjyske 2

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.