Piratskibet fandt tilbage på kursen i Herlev

Aalborg Pirates var tilbage i sejrherrens rolle - efter søndagens svipser mod Esbjerg - da Herlev blev besejret på københavnsk is

Aalborg Pirates var stærkt spillende mod Herlev. Arkivfoto: Torben Hansen

Aalborg Pirates var stærkt spillende mod Herlev. Arkivfoto: Torben Hansen

ISHOCKEY:Aalborg Pirates vandt skudstatistikken ganske klart i søndagens udekamp mod Esbjerg, men man tabte kampen så klart som 5-0. Derfor var der brug for større skarphed fra piraternes side, da man tog den lange bustur til Herlev for at møde hovedstadsholdet i tirsdagens opgør.

Det store spørgsmål var med andre ord, om Aalborg-spillerne havde medbragt skarpheden til kampen. Det svar gled som et andet spørgsmålstegn rundt på isen i de første cirka 10 minutter af kampen.

Aalborg Pirates var som så ofte før dominerende og spilstyrende i kampens indledning, og efter næsten 11 minutters spil var Patrick Bjorkstrand på pletten. Pirates' topscorer gjorde kort proces, da han 27 sekunder efter sin første scoring satte sin 13. sæsonscoring i nettet.

Et bravt kæmpende Herlev-hold skal man dog aldrig afskrive. Kyle Osterberg og altid farlige Mathias Asperup sørgede med en scoring hver for, at det pludselig var helt lige igen. Også de to Herlev-scoringer indtraf med ganske kort mellemrum. Særligt Kyle Osterbergs reduceringsmål var en tidlig julegave fra Aalborgs side, da man smed pucken væk på offensiv blå linje.

Målfesten var imidlertid slet ikke forbi i 1. periode. Ian Edmondson og Jeppe Jul Korsgaard leverede scoringer mod periodens slutning, så nordjyderne kunne gå til pause foran med 4-2. Særligt Jeppe Jul Korsgaards mål var en lækkerbisken. En skudfinte og et godt trækskud op i det ene målhjørne lyste op blandt de mange scoringer i de første 20 minutter.

Herlev Eagles - Aalborg Pirates 2-5

Periodecifre: 2-4, 0-1, 0-0

Mål: 0-1 Patrick Bjorkstrand (10.44), 0-2 Patrick Bjorkstrand (12.11), 1-2 Kyle Osterberg (15.09), 2-2 Mathias Asperup (16.01), 2-3 Ian Edmondson (17.36), 2-4 Jeppe Jul Korsgaard (18.18), 2-5 Mikkel Højbjerg (33.15)

Udvisningsminutter: Herlev Eagles 8, Aalborg Pirates 8

2. periode stod der primært Aalborg Pirates på. Garth Murrays tropper var i kontrol hele vejen igennem. Meget symptomatisk for den nordjyske dominans scorede piraterne, mens man var i undertal.

Mikkel Højbjerg leverede sin syvende sæsonscoring, da han slog kontra og skøjtede fra et helt Herlev-hold, inden han sikkert udplacerede Herlevs keeper.

5-2-målet blev samtidig kampens sidste scoring. Et skadesplaget Herlev-hold havde slet ikke kræfterne til at byde Pirates trods i kampens sidste halvdel. Herlev Eagles kunne ikke mønstre tre fulde kæder i 3. periode.

Det stod i skarp kontrast til Aalborg Pirates, der mere eller mindre er tilbage ved fuld styrke. End ikke tilgangen af den tidligere White Hawks-spiller Mikkel Bertelsen kunne ændre på, at det var ret ensidigt for Pirates at køre en sikker sejr hjem.

Aalborg Pirates kunne med lidt større skarphed have vundet med større cifre, men når det er sagt, så får Pirates-spillerne sikkert ros fra trænerteamet for en helstøbt arbejdsindsats.

Med sejren indtager Pirates atter Metalligaens førsteplads. Et point foran Herning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.