Piratskibet fortsætter sikker finalekurs
Aalborg Pirates leverede en meget disciplineret indsats, da mestrene vandt 3-1 i Herlev og bragte sig foran 2-0 i semifinaleserien mod ørnene

Aalborg Pirates fortsatte kursen mod DM-finalen, da man vandt den anden semifinale mod Herlev og bragte sig på 2-0 i semifinaleserien. Arkivfoto: Martél Andersen
HERLEV:Hockeyfeberen havde ramt Herlev, men den fik Aalborg Pirates kureret godt og grundigt med en meget disciplineret indsats, der kastede en sikker sejr af sig.
Der var spenderet en lokal spillemand, der skulle underholde i pauserne. Det skabte en atmosfære, der på mange måder minder om det store markedstelt til Hjallerup Marked fredag aften. Diverse Kim Larsen-hits blandet med en forventning om underholdende ishockey havde lokket folk af huse.
For første gang siden 1991 kunne de lokale fans opleve Herlev på egen is som part i en semifinale, og den mulighed var der mange, som fandt interessant. Den intime skøjtehal var proppet til sidste ståplads, som det hører og bør sig til en DM-semifinale. Muligvis er Aalborgs faciliteter langt bedre, men stemningen i Herlev er klasser over den, som fansene i Sparekassen Danmark Isarena kan diske op med.
Det var forventet, at Herlev Eagles ville komme flyvende ud til kampen. Men det forventede tryk mod Aalborgs mål udeblev umiddelbart.
Hjemmeholdet havde tydeligvis en plan om at slå til på de kontrachancer, der måtte byde sig. Kampens første store chance tilfaldt Herlev, der fik tilkendt et straffeslag efter et pucktab fra Lasse Bo Knudsen. Men George Sørensen redde det efterfølgende forsøg fra Herlev.
Piraterne havde flere gange held til at etablere spillet i Herleves zone, men hjemmeholdet var afgjort farligst. Aalborg var tæt på at få kontrakniven at føle i et par tilfælde, hvor ørnene blev giftige efter Pirates-fejl.
Herlev Eagles - Aalborg Pirates 1-3
- Ishockey, Metalligaen
- 2. DM-semifinale
- Periodecifre: 0-0, 0-2, 1-1
- Mål: 0-1 Martin Højbjerg (24.16), 0-2 Brayden Low (28.31), 0-3 Thomas Spelling (47.20), 1-3 Joseph Jonsson (48.18)
- Udvisninger: Herlev 2x2, Aalborg 3x2
- Tilskuere:
- Dermed fører Aalborg Pirates 2-0 i serien, der spilles bedst af syv kampe. Kamp tre spilles mandag i Aalborg.
Det sluttede uden mål efter de første 20 minutter. Det kunne begge hold være fint tjent med. Det snerpede dog til for Pirates, da Tobias Ladehoff røg til afkøling i to minutter, men piratskibet red stormen af, og sekunder efter, man var blevet fuldtallig slog Martin Højbjerg til. Han styrede en pasning fra Ben Carroll i mål.
Og så gik det ellers stærkt. Kort efter åbningsmålet gjorde Brayden Low det til 2-0 i de døende sekunder af et Aalborg-powerplay. Det lagde af indlysende årsager en dæmper på stemningen i hallen.
Uden på nogen måde at have spillet sig ud havde piraterne bragt sig på 2-0. Det var ikke kun en stemningsdræber på tilskuerpladserne. Føringen gav Pirates-spillerne overskud til at tage bedre vare på pucken, så man undgik hjemmeholdets kontrastød.
Klasse kan være mange ting. I fredagens kamp viste Pirates-klassen sig primært ved, at mesterholdet var oppe med 2-0 efter to i store træk lige perioder.
Snakken gik lystigt i periodepausen mellem anden og tredje periode. De mange hjemmefans havde ikke opgivet håbet. De fornemmede, at ørnene kunne levere et comeback mod et Pirates-hold, der ikke var helt oppe at ringe.
Alle tanker om et comeback blev dog aflivet af et meget konsekvent Aalborg-hold, der skøjtede ud til tredje periode og satte disciplinen i højsædet. De første syv minutter forløb uden nævneværdige chancer, og da Thomas Spelling scorede til 3-0, virkede kampen afgjort.
Det er dog en farlig konklusion at drage i verdens hurtigste spil. Under et minut efter 3-0-scoringen fik Joseph Jonsson reduceret, da han smart sendte pucken ind i ryggen på George Sørensen, der ufrivilligt kom til at hjælpe pucken over stregen.
Reduceringen gav hjemmeholdet blod på tanden, men Aalborg Pirates lukkede mere eller mindre ned for kampen ved at trykke Herlev godt og grundigt tilbage i egen zone. Det, der begyndte som en lige affære endte som en stilsikker opvisning i at vinde en udekamp i slutspillet.
Hvis Aalborg Pirates kan fortsætte de takter i de kommende kampe, så ligner det fire kampe og så en finaleplads til det forsvarende mesterhold.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.