PL-bundhold nægter at lade angriber tage til slutrunde
Watford nægter efter en procedurefejl topscorer Emmanuel Dennis at tage til de afrikanske mesterskaber.

Premier League - Watford v West Ham United Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Nigeria må undvære flere spillere ved Africa Cup of Nations, der er det afrikanske kontinents største fodboldturnering.
Det oplyser Det Nigerianske Fodboldforbund (NFF) på Instagram fredag, blot seks dage før turneringen starter.
Det skyldes dels skader og corona, men også en procedurefejl af forbundet.
NFF har således ikke registreret angriberen Emmanuel Dennis som deltager i rette tid, og Premier League-klubben Watford har afvist at give slip på ham.
Havde NFF haft styr på papirarbejdet, havde Watford været nødt til at lade sin stjernespiller tage af sted, men nu holder klubben i stedet fast på sin ret til at holde 24-årige Dennis i England.
Parterne har haft en dialog om sagen, og ifølge NFF har Watford "vist tænder", hvorfor man nu har opgivet og i stedet udtaget en anden spiller.
Watfords manager, Claudio Ranieri, forsøger at holde sig ude af konflikten og melder Emmanuel Dennis ved godt mod trods den missede slutrunde.
- Jeg ved, at klubbens ledelse og den nigerianske ledelse snakkede sammen, og jeg accepterer deres beslutning. For mig er det afsluttet.
- Vi var klar til at slippe spillere til dem, men de gjorde det ikke (indkaldte spillere rettidigt. red).
- Jeg har snakket med ham, og han ville selvfølgelig gerne af sted for at spille, men han vil også gerne hjælpe Watford, siger Ranieri ifølge Watford Observer.
Watford møder lørdag Tottenham i Premier League. Holdet er blot to point over nedrykningsstregen før opgøret.
Emmanuel Dennis har scoret 8 af Watfords 22 ligamål i denne sæson og er holdets topscorer.
Ud over Emmanuel Dennis er Napolis angrebsprofil Victor Osimhen siet fra i den nigerianske trup. Osimhen er på vej tilbage efter en ansigtsskade og desuden netop testet positiv for corona.
Den tidligere FC Midtjylland-profil Frank Onyeka, der nu spiller i Brentford, er én af flere nuværende Premier League-spillere i den nigerianske trup til slutrunden, der afvikles i Cameroun.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.