Pokalcharme: IF Nordthy får besøg af Hoxer og Claar

Der er blevet foretaget pokallodtrækning, og det giver en række interessante håndboldkampe med lokal deltagelse

Mads Hoxer skal tilbage til sin hjemegn for at spille pokalhåndbold sammen med Aalborg Håndbold. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Mads Hoxer skal tilbage til sin hjemegn for at spille pokalhåndbold sammen med Aalborg Håndbold. Arkivfoto: Henrik Bo

SENNELS:Der bliver med garanti fyldt til sidste ståplads, når IF Nordthy, der normalt frister en tilværelse i midten af 2. division, får besøg af Aalborg Håndbold i sjette runde af Santander Cup. 

Det er faktisk anden gang, at de to klubber mødes i pokalen. For syv år siden var Jan Larsens tropper også en tur i Sennels. Siden er det gået begge klubber godt, så forventningerne til den kommende kamp er store hos 2. divisionsklubben. 

- Det er helt genialt, at vi har trukket Aalborg. Hvis vi selv kunne bestemme, så var det jo dem eller Mors-Thy, vi helst ville trække, så det kan ikke være bedre, siger Nicolai Møller, formand i Nordthy. 

- Vi sad og jokede med, at det nok var for meget at håbe på, men vi ville gerne trække et hold som Aalborg. Det er bare fedt, at vi får sådan en brandkamp, siger formanden, der regner med, at kampen skal afvikles på den normale hjemmebane. 

- Der er godt nok nogen, som mener, at vi burde flytte kampen til Thyhallerne og forsøge at fylde hallen der, men umiddelbart tror jeg, at vi holder fast i vores normale hjemmebane, for der skal vi nok få udsolgt, siger Nicolai Møller. 

Han fortæller, at Nordthyhallen kan rumme mellem 350 og 400 tilskuere. De fremmødte tilskuere kan mest af alt forvente sig en fest. Godt nok skabte Nordthy en mindre sensation, da man vandt over Rækker Mølle fra 1. division, men troen på en sejr over Aalborg er ikke stor. 

- Det handler mest om, at vi skal skabe en fest, og Aalborg plejer at være med på sådan noget, så det ser vi meget frem til, siger Nicolai Møller. 

Både Hjallerup og ES Vendsyssel kan se frem til ligamodstand, da man har trukket henholdsvis Skanderborg-Aarhus og Fredericia. Mors-Thy skal en tur til Aarhus HC. Hos kvinderne brager de to tilbageværende nordjyske repræsentanter sammen. Der er vaskeægte pokalbrag, når EH Aalborg skal møde Nøvlings 2. divisionshold. 

Der er endnu ikke fastsat spilletidspunkter, men kampene står til at skulle afvikles omkring 11. maj. 

Pokallodtrækning for nordjyske hold

  • Hos mændene skal følgende lokale hold i aktion: 
  • Hjallerup - Skanderborg-Aarhus
  • IF Nordthy - Aalborg Håndbold
  • Aarhus HC - Mors-Thy Håndbold
  • Elitesport Vendsyssel - Fredericia HK
  • Hos kvinderne er følgende nordjyske hold med: 
  • Nøvling - EH Aalborg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.