Pokalchok: Vendsyssel-reserver sendte FCN ud

Udskældte Ninos Gouriye sendte vendelboerne videre til mødet med Brøndby i forårets kvartfinale

Claus Jensen
Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix
Vendsyssel FF 5. december 2018 20:53 - Opdateret 5. december 2018 22:41

FODBOLD: Stik imod al logik formåede Vendsyssel FF onsdag aften at ekspedere FC Nordsjælland ud af pokalturneringen. Et reservespækket nordjysk mandskab vandt 1-0 på Right to Dream Park i Farum og er dermed klar til kvartfinalen i foråret, hvor Brøndby bliver modstanderen hjemme i Hjørring.

Ninos Gouriye, der ikke har fået mange spilleminutter i dette efterår - og som senest spillede en sløj superligakamp i Odense - blev matchvinder to minutter før pausen.

Hollænderen afsluttede et omstilling af høj klasse, som Emmanuel Ogude og Seyi Adekoya var drivkræfterne bag. Med et træk ind i banen og en afslutning i det korte hjørne, gav Gouriye de otte frysende Vendsyssel-supportere noget at varme sig på.

Claus Jensen
Vendsyssel-debutanten ALlan Høvenhoff (12) i aktion i Farum. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

FC Nordsjælland, der stillede i næsten stærkeste opstilling, dominerede kampen stort på bolden, men de manglede i den grad kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Samtidig stod reserven Michael Tørnes overordentligt solidt for Vendsyssel FF.

Den ene gang, FCN fik snøret Tørnes, gav stolpen vendelboerne en hjælpende hånd på Godsway Donyohs afslutning efter godt en halv times spil i første halvleg.

Vendsyssel lurede på at lukke kampen på en omstilling i anden halvleg, men her manglede der bestemt også kvalitet.

Claus Jensen
Emmanuel Ogude i aktion mod FCN. Foto: Anders Kjærbye/Ritzau Scanpix

Hjemmeholdet FC Nordsjælland sluttede af med en gigantisk hovedstødschance til Victor Nelsson i det 88. minut, men han headede langt over mål i en ellers helt fri position ved bagerste stolpe.

Minuttet efter fik indskiftede Jon Dagur Thorsteinsson en stor chance efter godt forarbejde af Ogude, men islændingen sparkede forbi kassen.

I den sidste ende var ét mål på to chancer nok for Vendsyssel FF til at vinde i Farum.

Tema: Vendsyssel FF

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...