AaB

Pokaldrøm får ikke AaB-træner til at spare: - Vi skal kunne klare begge dele

Jacob Friis skænker ikke onsdagens pokalsemifinale en tanke, når han sætter sit hold til søndagens sidste spillerunde i grundspillet

AaB-træner Jacob Friis kan se frem til to møder på fire dage med AGF. Arkivfoto: Martin Damgård

AaB-træner Jacob Friis kan se frem til to møder på fire dage med AGF. Arkivfoto: Martin Damgård

FODBOLD:AaB runder søndag grundspillet i 3F Superligaen af med en hjemmekamp mod AGF, men det er bare det første af to møder med århusianerne inden for fire dage.

Allerede onsdag duellerer de to hold om en plads i pokalfinalen, men AaB-træner Jacob Friis afviser, at den udsigt kan få ham til at lave store rotationer på sit hold søndag.

- Jeg skænker ikke den kamp på onsdag en tanke. Jeg ved godt, at den er der, men det er et nyt kapitel, som vi først åbner efter kampen i morgen.

- Kampen på onsdag er også meget vigtig, for pokalen er en kort vej til at komme ud i Europa, men jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne klare begge dele. Hvis vi ikke kan holde til at spille søndag og onsdag, tror jeg, at der er nogle her, der skal finde noget andet at lave, siger Jacob Friis.

AaB-træneren kan glæde sig over, at hans skadesliste nu kun omfatter Rasmus Thelander, der lørdag trænede alene under opsyn af fysioterapeut Simon Enevoldsen.

Mathias Ross er ude med karantæne søndag, men til gengæld er Magnus Christensen spilleklar igen efter at have siddet ude sidste søndag mod Esbjerg. Anfører Lucas Andersen er også fortsat i fremgang, efter at han i søndags fik comeback efter en lang skadespause.

- Magnus er fit for fight igen. Det var kun nogle få træninger, han missede, så han slap med skrækken.

- Lucas har udnyttet tiden, mens han har været ude, for han ser ud til at være blevet bygget rigtig godt op. Han ser skarpere ud end længe, siger Jacob Friis.

Jacob Friis sender søndag sit hold på banen til en kamp, hvor meget skal gå galt, hvis AaB ikke endegyldigt skal sikre sig en plads i top-6 og den dermed følgende adgang til mesterskabsslutspillet.

Inden søndagens sidste spillerunde er der tre point ned til Randers på 7. pladsen. Samtidig har AaB fordel at have en målforskel, der er syv mål bedre end Randers'.

- Går man et par runder tilbage, kunne man godt have forestillet sig, at situationen var mere tilspidset, end den er, men det ændrer ikke noget for os. Lysten til at jagte skal overskygge frygten for at tabe noget, siger Jacob Friis.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.